Foto: Davidgljay, Flickr
Mad, som folk udelukkende køber for at blære sig, får måske ny afgift. Det foreslår regeringen og Dansk Folkeparti i kølvandet på den kontroversielle fedtafgift. “Vi må tøvende erkende, at det er vejen frem,” indrømmer Radikale Venstre.
Er du fast forbruger af latterlige produkter som Læsø-salt, økologiske cigaretter eller saft af hvedegræs, kommer du måske til at betale ekstra for det om et par år. VKO har nemlig foreslået, at al mad, der kun købes på grund af sin statusværdi, skal beskattes ekstra hårdt for at finansiere de kommende offentlige udgifter. Forslaget kommer efter, at regeringens såkaldte fedtafgift har mødt kritik fra stort set alle sider.
“Så må vi se, hvor det ellers kan være hensigtsmæssigt at beskatte. De mennesker, der betaler for åndssvage madvarer, fx gourmetflæskesvær eller biodynamisk cafémælk til eget forbrug, er en meget købestærk gruppe. Vi mener, at de selv med forhøjede priser vil handle nøjagtig samme mængde latterlig mad som før. Derved hjælper vi faktisk producenterne af denne mad,” mener skatteminister Troels Lund Poulsen (V).
For seks måneder siden bestilte han sammen med Henrik Høegh (V), som er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, en undersøgelse af danskernes købevaner. Den viser tydeligt, at især københavnerne og en lille gruppe midtjyder er gode til at bruge penge på fuldstændig idiotiske fødevarer.
Højere pris sælger flere varer
“Vi opdagede, at stort set alle, der køber designerkildevand, kommer fra en lille gruppe postnumre i København K, Gentofte og Risskov (forstad til Århus, red.). Det er et velhavende segment, der betaler for den slags hjernedøde ting, og faktisk har vi en forventning om, at den forhøjede pris vil få dem til at købe endnu mere af det,” udtaler professor Annika Buhl, som forsker i folkesundhed og forbrugsvaner.
Hun har sammen med seks andre ernæringseksperter kortlagt de mange fuldstændig tåbelige madvarer, som danskerne dagligt betaler overpris for. Især når det kom til mad, der var markedsført som sund, eksklusiv og bæredygtig uden rigtig at være det, var mange villige til at punge ud med op til det tredobbelte af, hvad et produkt med såkaldt “usund” og “billig” emballage kostede.
Pastelfarvet ost er sundere
“For eksempel var pastelfarver med et rustikt touch utroligt populære på Østerbro i København. Vi spurgte en række familier, om de mente, at en fuldfed ost pakket ind i en lys blå- og grønstribet æske af træ fra det lokale mejeri, Najas Mælkeflod, var sundere end en fuldfed ost pakket ind i klassisk rød Havarti-plastik. Over 70% svarede ja, og dermed ville de også betale ekstra for den,” fortæller Annika Buhl.
Andre fødevarer, som folk udtrykte en fuldstændig meningsløs præference for, og som derfor måske bliver ramt af afgiften, er prætentiøse basisprodukter som nældegrød og quinoa samt alle frugter, der lyder interessante og eksotiske i en opskrift, men i virkeligheden smager utrolig klamt.
Oppositionen er positiv
“Det kommer til at gøre ondt i min pengepung, men jeg må jo tøvende erkende, at det er vejen frem,” indrømmer formand for Radikale Venstre, Margrethe Vestager. S og SF har endnu ikke officielt kommenteret lovforslaget, men kilder inden for begge partier bekræfter, at oppositionen er positivt stemt.
“Jonas (Dahl, sundhedsordfører for SF, red.) har endda selv foreslået at beskatte al mad, som tydeligvis aldrig bliver spist, fordi det tager over tre timer at tilberede,” fortæller en højt placeret embedsperson og nævner som eksempel sit eget komplet meningsløse indkøb af fem kilo ben til at koge suppe på fra en lokal økologisk slagter.
“Vi har kun hørt positive tilkendegivelser, og hvis forslaget kommer igennem, vil vi også overveje at beskatte prætentiøse og uanvendte produkter til madlavning, fx pastamaskiner, gasbrændere til crème brûlée og den nye stegeso fra Römertopf,” siger Troels Lund Poulsen.
Artiklen blev oprindeligt bragt den 19. november 2010
Forfatterkommentar af Marta Sørensen
Fedt- og sukkerafgifterne har været oppe at vende flere gange, men det er slet ikke sådan, man rammer de allermest gyldne kreditkort: Afgifter på prætentiøs mad er den solidariske vej fremad! Alkoholiserede Carsten fra de udsatte boligområder har ikke penge til at betale endnu mere for sine Lidl-chips, mens kun lettere alkoholiserede Augusta fra Gentofte har rigelig råd til at smide en overpris efter de autentiske artiskokker fra mor Gudruns køkkenhave, venligst indkøbt af den lokale grønthandler.
O.k., jeg har måske ikke opfundet den dybe tallerken ved at pointere, hvordan folk smider pastelfarvet emballage op på hylderne og en næsten selvslagtet kylling ind i ovnen for at signalere en hel palet af forskellige selvfede tilhørsforhold. Det er antropologi version 1.1, men lad os i det mindste ikke narre os selv ved at påstå, at det altid handler om kvalitet og sundhed frem for signalværdi.
Jeg har hørt lovprisninger af stenalderdiæter fra kvinder, hvis kampvægt oversteg de fleste jæger-samleres. Jeg har set folk købe mysli for samme kilopris som safran, bare fordi det kom i en rustik pose med en lille historie bag på – vi taler havreflager og rosiner her, folkens. Jeg har nervøst overværet voldsomt solskoldede kvinder svinge aftenens fjerde glas rødvin i en faretruende bue, mens de med smøg i hånd erklærede, at de simpelthen ikke vil byde deres krop det snavs, der udflyder fra Nettos gab.
Jeg ved det godt: Mit eget forsøg på at tilbyde et jordnært og – dare I say it – jysk alternativ til de daglige indkøb er sikkert også en smule selvfedt. Men til gengæld er der udelukkende kunstige sødestoffer i, så jeg nøjes med at betale en enkelt afgift.
