Foto: RokokoPosten + Dall-E

Foto: RokokoPosten + Dall-E

Pandaen Ai Bao rejste selv til The Upside Down for at hente de forældreløse demodog-tvillinger. 

Den stolte adoptivmor Ai Bao kan slet ikke få nok af at vise sine små adoptivbørn frem. Indtil videre vejer de kun få hundrede gram og er fuldstændig harmløse, men Ai Bao er klar over, at de kan udvikle sig til nogle dæmoniske sataner.

Derfor har hun inden adoptionen nøje sat sig ind i de små dæmonhundes behov.

“Jeg har læst mange bøger om både deres adfærd og hjemland. Det er selvfølgelig en udfordring, men sådan er det med al adoption, uanset om det er egen eller fremmed art,” siger Ai Bao, der tilbragte to uger i ungernes hjemland, The Upside Down, for at blive klogere på deres kulturelle baggrund.

Fundet af vaks turist
“Nu er de så små, at de næppe kommer til at kunne huske, hvor de kommer fra, men jeg synes nu, det er vigtigt at have lidt kendskab til hjemlandet alligevel. Det kan jo være, at de begynder at stille spørgsmål,” siger hun.

Ai Bao ved ikke, hvad der er sket med tvillingernes forældre, men ifølge adoptionsmyndigheden i The Upside Down blev de efterladt og overlevede kun, fordi en vaks turist ved navn Dustin fandt dem og sørgede for at få dem i sikkerhed.

“Forældrene er sikkert døde. Det er desværre et land præget af vold og kriminalitet,” siger Ai Bao, der dog ikke bange for, at tvillingerne bliver direkte farlige, når de bliver større.

Tror ikke på Netflix-skræmmepropaganda
“Det er selvfølgelig ikke uden risiko at adoptere børn fra The Upside Down, men folk har så mange fordomme, og al den der skræmmepropaganda fra Netflix har fået det til at stikke helt af,” siger hun og slutter:

“Demodogs bliver store, og mange synes, de ser uhyggelige ud. De fleste er dog fredelige og harmoniske – det kræver en god portion tålmodighed, kærlighed og håndfast disciplin, men hvis de blot vokser op i et trygt og stimulerende miljø, er de altså ikke farligere end lådne, nuttede mig.”