Det skal være slut med sætninger som “de lære aldrig de perker” og “Danmark for dansker”, mener undervisningsministeren, der vil hjælpe racisterne med stavning, grammatik og tegnsætning.
Hvis du har skimmet en Facebook-tråd, hvor der tales grimt om ikke-hvide mennesker, har du måske bemærket debattørernes ubehjælpsomme sprog. Det har undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i hvert fald, og hun kalder racisternes dårlige danskevner for en katastrofe.
“Det er tragisk, at voksne mennesker, der taler om at forsvare Danmark og danske værdier, knap nok kan finde ud af at sætte et nutids-r. Deres kommatering er komplet lemfældig, og de kan stort set aldrig stave til de etniske grupper, de kritiserer,” siger hun.
Derfor har ministeren afsat penge til projektet Dansk for Danskere, der skal lære racisterne at udtrykke deres grimme holdninger på en mere korrekt måde.
Godstog vs. grænsekontrol
Lederen bliver Bente Jensen, der er cand.pæd og har over 20 års erfaring med at hjælpe svagtskrivende voksne. Hun anbefaler en blød start.
“Kursisterne skal først tænke sig til, hvad deres sætning skal betyde: Vil de fx sætte alle indvandrere på et godstog til Sibirien, eller handler det bare om at lukke grænserne? Når man har en pointe, er det nemmere at finde de rigtige ord,” siger Bente Jensen og tilføjer, at stavning kommer senere:
“Typisk har racisterne styr på ord som perker og fejlfarve, men det er straks sværere at stave til fx Özlem Cekic eller Khaterah Parwani. Jeg har endda set nogle stave Zenia Stampes fornavn med x.”
Lang sms til Støjberg
Når kurset er slut, skal man op til en prøve, der består i at skrive tre forskellige meddelelser: Et ti linjer langt opslag på Facebook om enten tyrkisk indavl eller rumænske tiggeres ulækre fremtoning for at udfordre staveevnerne, en anonym mail til et folketingsmedlem, hvor alle sætninger skal have flere delsætninger, så man viser, at man har lært at sætte kommaer og endelig en lang sms til Inger Støjberg.
“Den sidste prøve er svær, for umiddelbart hader mange racister slet ikke Inger Støjberg, men fortvivles bare over hendes manglende handlekraft. Men også der handler det om at lege med sproget, så man opnår en hadefuld, men sprogligt korrekt tekst,” slutter Bente Jensen.