Jan-Martin

Man skal aldrig opgive håbet om et normalt liv. Sådan lyder det fra familien Halvorsen i Maribo. Og de ved, hvad de taler om. For nu kan sønnen Jan-Martin knipse, selvom han er mongol.

Det var en stor dag for familien Halvorsen, da deres 11-årige søn forleden lærte at knipse. For sønnen, Jan-Martin, er nemlig en rund og glad mongoldreng, der slet ikke kan styre sine små tykke pølsefingre.

Men selvom Jan-Martin er så uheldigt skabt, er det alligevel lykkedes ham at lære at knipse. Det erfarer RokokoPosten under sit besøg hos den lollandske familie. Midt på stuegulvet sidder den buttede dreng og knipser og knipser og knipser og knipser.

“Han er slet ikke til at stoppe igen,” siger Jan-Martins mor, Stine Halvorsen, mens hun kigger kærligt på sin handicappede dreng, der reagerer ved at udstøde sin karakteristiske, højlydte mongol-latter.

Drømmen stopper ikke her
På et tidspunkt går det op for RokokoPosten, at Jan-Martin ikke længere griner. Nu er hans lyde et forsøg på at tale. Det er helt umuligt for det utrænede øre at forstå den snøvlende ordstrøm, men Stine Halvorsen er hurtigt parat med en oversættelse:

“Det, at kunne knipse, er en drøm, der er gået i opfyldelse for Jan-Martin. Men drømmen stopper ikke her. Jan-Martin vil gerne leve et helt normalt liv, og nu, hvor han kan knipse, har han fået blod på tanden og vil også lære de motorisk krævende fagter til Lille Peter Edderkop.”

Jan-Martin grynter samstemmende og forsøger at følge med, mens hans forældre synger den kendte børnesang. Hans fingre bevæger sig i kluntede, meningsløse mønstre. Men drømmen lever stadig hos familien Halvorsen.

Artiklen blev oprindeligt bragt den 20. december 2010


Forfatterkommentar af Zenia Larsen

Der er intet, der kan få os til at klappe begejstrede i vores normalbegavede hænder, som når nogle vi betragter som mindre duelige, end de rent faktisk er, kan mere, end vi forventer.

Jublen ville for eksempel ingen ende tage, da mongolerne Morten og Peter på landsdækkende tv demonstrerede, at de var i stand til at forudsige, at en middelmådig lasagne var middelmådig.

Normalbegavede mennesker elsker disse beviser på, at der findes mennesker, som er så nogenlunde begavede, at de kan spejle sig i dem, men dog stadig så dumme, at de uden tvivl er dem intellektuelt overlegne.

Og lige netop, når det gælder mongolerne – eller “mennesker med Downs syndrom”, som vi kalder dem, fordi det er nedladende over for mennesker fra Mongoliet at blive sammenlignet med handicappede hvide (eller hvordan det nu er …) – så eksisterer der en form for konsensus om, at vi godt må more os åbenlyst og behandle dem som en slags handiklovne-darlings.

Det er den attitude, jeg har forsøgt at indfange i historien om Jan-Martin. Den der kærligt nedladende omgangstone, som vi bruger over for børn, mongoler og andre, som er så tilpas aparte, at vi ikke formår at betragte dem som reelt ligeværdige.