Foto: yavdat, Bigstock
Et stigende pres fra ansattes forældre får flere og flere virksomheder til at indføre arbejde-hjemsamtaler og ‘vise-fremdage’ som supplement til kontaktbøgerne. RokokoPosten har besøgt et advokatfirma, der har to års erfaring med forældresamarbejde.
Dagens artikel blev oprindeligt publiceret den 23. marts 2011.
Zenia fortæller: En dag under frokosten fortalte min daværende chef, at en fremtidsforsker i et foredrag havde nævnt, at der fremover vil være flere og flere forældre, der ringer til deres børns chefer og blander sig i podernes arbejdsforhold.
Tendensen ses allerede, og ganske vist ved jeg ikke så meget om, hvad erhvervsledere oplever, men som medlem af et webcommunity for mødre hører jeg ofte et og andet om forældre, der går meget langt for at holde poderne i hånden – i bogstavelig eller overført betydning – også når de ikke længere er små, uskyldige pus. Det kan være moderen, der følger sit 5. klassesbarn helt til klasseværelsets dør eller forældre, der korser sig ved tanken om, at deres helserigtige børn skulle komme til at indtage noget så skrækkeligt som en mad med den klassiske Trestjernede.
Fænomenet ‘curlingbørn’ har længe givet anledning til bekymring, og selvom jeg endnu mangler at møde den forælder, der stikker hånden i vejret og siger: “Jep, det er mig, der har de hersens curlingbørn”, så tror jeg bestemt, der er noget om snakken. Måske har vi et curlingsamfund, mere end vi har specifikke curlingforældre?
For et er forældre, der gerne vil bevare den fulde kontrol over ungerne. Et andet er skoler og andre institutioner, der i stigende grad institutionaliserer forældrene til netop den adfærd.
Da artiklen blev publiceret første gang, fik den blandt andet en kommentar med på vejen om, at den jo slet ikke er fiktiv. Det er den selvfølgelig, men den er også et forsøg på at behandle en reel problemstilling; nemlig hvilke mennesker, vi skaber med nutidens opdragelsesmantraer. Jeg håber, at artiklen både kan fremmane et lille smil og levere stof til eftertanke. Vi vil jo vores børn det bedste. Spørgsmålet er, hvor stor en rolle, vi som forældre selv bør spille – eller hvor, vi bør spille den rolle.
