Kun ganske få danskere defragmenterer deres harddiske regelmæssigt. “Det er dovenskab med et tragisk ressourcespild til følge,” lyder dommen fra de Radikales it-ordfører, Andreas Steenberg.
Har du defragmenteret din harddisk for nylig? Ifølge en ny, international undersøgelse er svaret sikkert nej.
Kun otte procent af de adspurgte danskere svarer, at de defragmenterer deres harddisk en gang om måneden eller oftere. Og hele 71 procent gør det aldrig.
It-ekspert Karsten Frank mener, at de rekordlave tal skyldes, at computeres ydeevne er blevet så god, at almindelige mennesker ikke mærker forskel på en fragmenteret og en defragmenteret harddisk.
“Jeg kan huske, hvordan jeg førhen defragmenterede hver uge. Dengang gjorde det virkelig en forskel, så det var ugens højdepunkt, når rutinen var overstået,” fortæller han.
For svær at finde
I dag defragmenterer Karsten Frank sine harddiske cirka en gang om måneden.
“Det er mest for nostalgiens skyld,” indrømmer han.
Nostalgi betyder dog ikke noget for Lars Toftegaard fra Kerteminde. Han har ikke defragmenteret en harddisk siden 2004.
“Jeg troede faktisk ikke, man kunne gøre det mere,” indrømmer han og tilføjer, at hvis man stadig skal defragmentere harddisken, så burde funktionen være lettere at finde.
Jesper Clausen fra Søllerød ved godt, at man kan og bør køre en defragmentering med jævne mellemrum, men han gider ganske enkelt ikke.
“Det er spild af tid. Jeg har back-up af alle mine filer på diverse cloud drives, og så holder en computer jo alligevel sjældent mere end et par år.”
Muligvis politisk indgreb
Mange danskere deler Jesper Clausens attitude, og det bekymrer de Radikales it-ordfører, Andreas Steenberg.
“Vi fokuserer på virus og malware, men tænker slet ikke på helt almindelig vedligeholdelse. Det er faktisk trist,” beklager han og påpeger, at han kender mange, der ikke engang rydder lidt op på disken af og til.
Derfor kan et politisk indgreb blive nødvendigt, hvis ikke statistikken ændrer sig i løbet af de næste måneder.
“Når man tænker på, hvor afhængige vi er af computerne, burde vi virkelig ofre mere energi på at nurse om dem og sørge for, at de har det godt. Og sker det ikke frivilligt, må vi se på, hvordan vi fra politisk hold sikrer os, at danske computere ikke behandles som tarvelig mekanik.”