Foto: Maksim Toome, Bigstock

Endelig kan statsledere verden over gøre, som eksperterne siger og følge den første evidensbaserede rapport om, hvordan man bedst tackler den farlige virus.

“Nu behøver I ikke vente længere; rapporten er her!”

Sådan indledte den svenske epidemiolog Anders Karlsson et pressemøde, som han og en række kolleger holdt i går eftermiddag, hvor de præsenterede resultatet af ni års forskning i den rette måde at tackle coronavirus på.

“Verdens ledere kan for fremtiden læse denne rapport, hvis de er i tvivl om, hvilke forholdsregler de bør tage for at sikre folkesundhed og økonomi,” uddybede Karlsson og fortalte, at eksperternes 754 sider lange forskningsrapport blandt andet kommer ind på flokimmunitet, social distancering, maskers effektivitet og den korrekte nedlukning og åbning af demokratiske, semi-autoritære og autoritære samfund.

Dato for Bonos støttesang
“Vi har udviklet en formel, hvor regeringer først fortæller, hvor åbent deres land er i forvejen, blandt andet baseret på antal forsvundne journalister og reaktioner på satiretegninger i østjyske dagblade. Dernæst fortæller formlen, om man skal åbne skolerne først, hvornår man må gå til frisøren og den slags.”

Rapporten fortæller således, at den korrekte tilgang i et land som Danmark er at åbne ét solcenter per 200 kvadratkilometer 33 dage efter, at antallet af hospitalsindlagte når 44. Skolerne skal åbne 15 dage efter, at 14 coronasmittede personer under 50 år afgår ved døden, mens Bono skal udgive en støttesang om corona cirka 3000 år efter, at Solen brænder ud.

Dejligt med evidens
Blandt danskerne, hvoraf 95 procent i dag er vaccineret mod en række coronamutationer, er rigtig mange glade for rapporten.

“Det er så dejligt at få evidens på bordet,” lyder det eksempelvis fra 32-årige Benedicte Rasmussen, der husker, da Mette Frederiksen lukkede offentlige institutioner i marts 2020 på grund af coronaens ankomst til Danmark.

“Dengang sagde jeg til min kræftramte bedstemor, at det var en forhastet beslutning uden fagligt belæg. Og jeg havde ret! Ifølge rapporten burde vi have lukket de offentlige instutioner 2,13 dage senere og desuden givet hver anden frisør og kosmetisk fodterapeut lov til at holde åbent alle mandage i ulige uger for 3,2-3,7 kunder.”