Foto: ft.dk

Foto: ft.dk

Manden, du har kendt som Privat-Lars og Politiker-Lars, er blevet til Reality-Lars. Under dette navn vil han tiltrække TV3’s opmærksomhed og med medierne i ryggen vende tilbage som landets statsminister.

“Vi skal forny os. Tænke ud af boksen. Droppe flosklerne og skue mod fremtiden. Kursen er sat, og mit nye parti er ikke sat i søen for at dele vandene, men for at puste ny vind i sejlene på ét samlet Danmark og blæse de danske medier omkuld.”

Sådan lyder det fra en mand, hvis liv på det seneste sagtens kunne kategoriseres som en nedtur: Han har været statsminister. Det er han ikke mere. Han har været formand for Venstre. Det er han ikke mere. Men alt afhænger af øjnene, der ser.

“Jeg ser muligheder frem for begrænsninger. Jeg står på skuldrene af mine tidligere succeser og skuer mod en lys fremtid,” siger han.

Venter spændt på tilbud fra TV3
Man skal ikke lytte længe til Reality-Lars for at opdage, at han udtrykker sig helt anderledes end både Privat-Lars og Politiker-Lars. Sproget er friskt og legende. Men målet er klart: Reality-Lars vil være statsminister, og han ved hvordan:

“Jeg er virkelig inspireret af hende Paradise-Amalie. Hun er sådan en livsklog pige, der taler direkte til hjertet. Og så har Donald Trump vist mig vejen til at opnå politisk magt via reality-TV. Banen er kridtet op, så nu venter jeg bare spændt på, at tilbuddet fra TV3 skal dumpe ind.”

Kritikere mener, at der er tale om en ny form for spin, men Reality-Lars bedyrer, at det er slut med spin og taktisk spil.

Real realness til folket
“Det handler om at servere real realness til folket. Vi skal tale lige ud af godteposen og ikke sovse tingene ind i rævekager. Ren autenticitet med løftet pande. Det er den nye mig – ja, den nye os, for jeg er jo ikke alene om det her,” siger Reality-Lars og fortsætter:

“Jeg har ingen drejebog. Jeg følger mit hjerte, ikke min spindoktor. Jeg stikker en finger i jorden, vejrer stemningen, tager bestik af situationen. Gør hver dag ny og taler for første gang i lang tid frit, uden styring, som en fugl, der har sat kursen, men også tør lade sig føre af vinden. Lige til den dag, jeg lander trygt og sikkert i spidsen for en midter- og åbenhjertighedssøgende regering.”

Til de kritiske røster, der hævder, at der blot er tale om en ny form for spin, siger han:

“Den slags mennesker ser jeg ikke som fjender. Jeg ser dem som venner, jeg endnu ikke har overbevist om, at jeg har ret.”