Operationer inspireret af stenalderen er ikke så populære som palæo-mad. Hyppige infektioner og en lav overlevelsesrate giver udfordringer.

Tilbage til rødderne, lyder mantraet i disse dage fra succesfulde kokke og kostvejledere, som anbefaler, at man spiser den samme mad, som vores forfædre i stenalderen gjorde.

Men også andre brancher har taget palæo-trenden til sig, deriblandt de såkaldte palæo-kirurger. Disse innovative læger kommer primært fra USA og har foretaget stenalderbaserede operationer i næsten et år med varierende held, men rigeligt med patienter.

Ifølge chefkirurg, Douglas Nesbitt, skyldes det amerikanernes lede ved det moderne sundhedssystem:

“De er trætte af de hyperavancerede maskiner, de mange uforståelige gloser og det uoverskuelige udvalg af piller. De vil tilbage til det simple liv med enkle og rustikke instrumenter.”

Næsten alle overlevede brækkede lemmer
Nesbitt og hans kolleger lagde ud med at sætte brækkede ben og arme sammen uden røntgenbilleder, men gik hurtigt over til mere komplicerede indgreb, da det viste sig, at hele 78 % af patienterne med simple knoglebrud overlevede.

Disse operationer nød dog mere begrænset succes.

“Vores udgangspunkt er, at antibiotika doseres alt for rundhåndet. Det giver nogle gange en udfordring, især når der går betændelse i patienternes sår,” husker Nesbitt og mindes en kvinde, der fik høj feber i dagevis efter, at han og kollegerne havde fjernet hendes galdesten med en flintøkse og tre sløve leopardtænder.

Patienterne glade for at være i live
“Set i det perspektiv var det nok dumt, at vi gik over til trepanering (operation, hvor et stykke af kraniet fjernes, red.). Strengt taget ved vi heller ikke, om den slags fandt sted i stenalderen,” funderer Nesbitt, der har forsøgt sig med den vanskelige operation på epileptikere og patienter med mild depression:

“Vi bruger naturligvis heller ikke bedøvelse, så de overlevende patienter, dvs. omkring en sjettedel, er glade, når det er overstået. Det gjaldt også for ham med depressionen!”

På trods af den vanskelige start vurderer Nesbitt, at palæo-kirurgi har en strålende fremtid:

“I modsætning til klienterne i det moderne sundhedssystem får vores patienter en helt ny fornemmelse af at være til stedet i nuet. De føler alting stærkere – især i forbindelse med blindtarmsoperationer – og er utrolig glade for at være i live!”