Nok er “Folketinget” dramatisk og overraskende, men den uendelige tv-serie er desværre også stærkt præget af klichéer og overdrevent utroværdige karakterer.
Der blev lagt op til drama, da sæsonens første afsnit af ”Folketinget” løb over skærmen tirsdag aften. Men desværre var handlingen spækket med så mange klichéer, om det er mere end tvivlsomt, om seerne vil hænge på til den bitre ende i juni næste år.
Mand og mand imellem er det måske nok en almindelig fordom, at politikere svigter deres idealer, når de får mulighed for at rage til sig. Rigtigt er det givetvis også, at de kønne ord fra valgtalerne ikke skal tages bogstaveligt. Men i ”Folketinget” kører det helt af sporet: Statsministeren fra det regerende parti, ”Socialdemokraterne”, der ellers om nogen ønsker høje skatter, har selv fusket med sin egen skat – måske endda end i flere omgange.
Bedre står det ikke til for oppositionslederen. Han arbejder formelt for mådehold med skattepengene, men han har selv ladet sig vælge til formand for en ligegyldig og korrupt organisation, der giver ham mulighed for sammen med datteren at rejse verden rundt på første klasse.
Læg dertil, at begge de i årene op til seriens handling har givet udtryk for så mange forskellige holdninger, at ingen længere kan gennemskue, om de faktisk mener noget overhovedet.
Forceret kreativitet
Bedre bliver det ikke af, at manuskriptforfatternes kreativitet ofte tager overhånd. Formanden for parlamentet – en ældre mand, der repræsenterer forgangne tider – hedder ”Lykketoft”. Den løjtnant i oppositionspartiet, der skal skabe larm for at aflede opmærksomheden fra formandens eskapader, hedder ”Støjberg”. Og formanden for det lille oppositionsparti, der altid mener, der skal bruges flere penge, hedder ”Dyhr”.
”Folketinget” er kommet skævt fra start, men der er dramatiske elementer, som kan redde sæsonen. For eksempel kæmper flere hovedpersoner om at slippe væk fra parlamentet via internationale topposter. Der ligger for eksempel et spændingselement i, om den hårdt kæmpende statsminister, der netop er blevet forbigået af udlandet, kan finde en anden toppost eller vende meningsmålingerne så hurtigt, at hun kan sikre sig en ny periode i statsministerstolen – eller om hun mister alt og ender som direktør for en ligegyldig indenlandsk interesseorganisation.
