Foto: Karimala, Bigstock

Foto: Karimala, Bigstock

Overfladisk, dårligt planlagt og helt igennem barnlig. Så kontant er Ekstra Bladets anmelder Thomas Treos dom over syvårige Emilies børnefødselsdag.

Søndag fra klokken 11 til 16 fejrede Emilie Mortensen sin syvårsfødselsdag i Skovparkens Beboerhus lidt uden for Holbæk. Ifølge den håndskrevne invitation kunne gæsterne forvente en “festlig dag med masser af sjov og ballade”.

Præget af lalleglad amatørisme
Ifølge Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo levede fejringen dog langt fra op til forventningerne. I en anmeldelse i dagens avis langer han hårdt ud efter både fødselaren, underholdningen og serveringen under fødselsdagsfesten.

“Hele arrangementet emmede af en lalleglad amatørisme, jeg ikke har oplevet værre siden en koncert med Tiggy i 1998. Kagerne var sjusket komponeret og tilplastret med tilfældigt slik og billige miniflag. Der var intet overordnet æstetisk projekt, og gæsterne var både ufokuserede og enerverende højtråbende,” skriver han blandt andet.

Heller ikke fødselsdagens underholdende indslag finder nåde for den kritiske anmelders hvasse pen.

Grimme ballondyr lignede moderne kunst
“Et spektakulært lavpunkt var den såkaldte skattejagt. Det var rystende tydeligt, at skattekortet var tegnet for ganske nylig og slet ikke af piraten Blåskæg for 200 år siden, som det ellers entusiastisk blev hævdet af arrangørerne, der angiveligt havde fundet det i kælderen under et hus, der er opført i 1972. Hvorfor en for længst afdød pirat skulle placere syv poser blandet slik i en havegrill i Holbæk havde arrangørerne heller ikke noget godt svar på,” skriver han fortsætter:

“Bedst som man troede, at fejringen ikke kunne blive mere tåkrummende, ankom Ballonklovnen Kjeld. Iført elendigt siddende, alt for stort tøj og en malplaceret rød næse af plastik, stod han for et tragikomisk indslag af drivvåde og dårligt leverede vandede vitser samt sjusket foldede balloner, der langt mere lignede abstrakt kunst end noget fra dyreverdenen.”

Den hårde dom over Emilies fødselsdagsfest deles ikke af deltagerne, der til RokokoPosten samstemmende fortæller, at de oplevede fødselsdagen som “smaddersjov”. En enkelt udtrykker dog ubehag over “den sure mand med de sorte briller og det mærkelige skæg ovre i hjørnet.”