Foto: Wikipedia

Salget af lakrids, kaffe og realkreditlån foregår hele året, ikke kun i Pride-ugen, lyder det fra en række virksomheder, der retter hård kritik mod Copenhagen Pride, som beskyldes for corporate washing.

Rød. Orange. Gul. Grøn. Blå. Lilla.

Det regnbuefarvede flag vajer i disse dage alle vegne i det københavnske bybillede. Det er især en lang række virksomheder, der i anledningen af Priden har valgt at udsmykke deres butiksfacader og produkter med regnbueflag og andre LGBT-symboler.

Dog uden at modtage tilsvarende støtte fra Pride-deltagerne.

Pride-deltagerne ikke klar over problemet
Fænomenet kaldes corporate washing, fordi homoseksuelle, transkønnede, aseksuelle og andre minoriteter bruger virksomhedernes logoer og trademarks til at kræve flere rettigheder og accept af deres livsstil.

Virksomhedernes symboler kommer i de tilfælde til at fremstå som et rent reklamestunt, uden at Pride-deltagerne giver noget tilbage.

“Jeg tror ikke, at Pride-deltagerne har dårlige intentioner. De er bare ikke klar over, at kampen for at sælge realkreditlån og credit swaps er noget, der foregår hele året,” udtaler Danske Banks fungerende pressechef, Karl Kjær Bang.

Mange glemmer nemlig, at virksomhederne ikke kun kan leve af at sælge deres normale produkter pakket ind i Pride-merchandise den ene uge i august, påpeger pressechefen.

“I dag ved man godt, at det er populært at tage et fastforrentet lån og bruge regnbueflaget, fordi renten er lav, og det repræsenterer mangfoldighed og tolerance. Men når man er klar over dét, er det altså ikke nok kun at walk the talk én gang om året,” siger han.

Ret til mindsteløn uanset seksualitet
Danske Bank bakkes op af en talsperson fra slikfabrikanten Malaco, der har smækket en regnbue på pakken med Familieguf ud fra den betragtning, at slikblandingen er “mangfoldig”.

Samme budskab kommer fra 7-Eleven, der hele ugen serverer kaffe i regnbuefarvede kopper som led i kampen for retten til at betale mindsteløn til alle ansatte uanset seksuel orientering.