Foto: RuslanShevchenko, Bigstock

Foto: RuslanShevchenko, Bigstock

Længe stod forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til at give regionerne dødsstødet, men en modoffensiv anført af Region Midtjylland sendte ham til tælling og sikrede regionerne en flot 1-0-sejr. 

Det var en dygtigt udført manøvre af den rutinerede Jørgen Winther (V), der vendte slaget mellem Danmarks regioner og forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Længe så det ellers ud til, at regionerne var chanceløse, men et øjebliks uopmærksomhed og uro i Venstres landsledelse skabte en åbning, som den garvede Region Midtjylland-trup med Winther i spidsen straks benyttede sig af.

“Sikke en modoffensiv! De spottede en svaghed og driblede sig igennem på diplomatisk vis. Løkke var forsvarsløs. Et sandt festfyrværkeri, huttelihut!” lød det umiddelbart efter slutfløjtet fra kampens kommentator Peter Mogensen, der indrømmer, at han ikke havde spået regionerne mange chancer.

Løkke følte sig som Indurain
En fattet, men tydeligt skuffet Lars Løkke Rasmussen udtalte umiddelbart efter kampen, at han efter Region Midtjyllands angreb følte sig obstrueret og ude af stand til at holde den udstukne kurs:

“Da jeg så Jørgen Winther, følte jeg mig som Miguel Indurain, der så, at Bjarne Riis kørte på den store klinge. Han så knaldstærk ud, og da mine egne kræfter var ved at slippe op, lod jeg mig trænge helt ud på sidelinjen, hvor jeg blev mandsopdækket, så jeg var fuldstændig afskåret fra den politiske linje, som skulle have bragt mig i en position, hvor jeg igen fik chancen for at nedlægge regionerne.”

Rygter om klubskifte
Straks efter nederlaget begyndte rygterne at svirre om, at Lars Løkke Rasmussen er på jagt efter en ny klub. Et af de mere vedholdende lyder, at der blandt andet forhandles med manager Mette Frederiksen.

“Lars Løkke Rasmussen er en taktisk spiller, der nemt ville kunne indtage flere forskellige positioner på mit hold. Til gengæld kan hans spillestil blive lidt dominerende og egocentreret. Om jeg har interesse i at købe ham vil jeg dog hverken be- eller afkræfte,” siger hun.

Lars Løkke Rasmussen selv ønsker heller ikke at kommentere på rygterne.

“Det er klart, at man gerne vil være et sted, hvor man får lov at udvikle sit potentiale, men jeg har slet ikke noget at sige til løse rygter uden hold i virkeligheden,” siger han.