Vi mener ikke, at vi bør få mindre i løn eller tage flere timer. Desuden gør vi vores arbejde upåklageligt. Det mener en organiseret faggruppe som svar på kritik af deres indsats.

En faggruppe inden for det offentlige er generelt tilfredse med det arbejde, de udfører. De mener ikke, at den kritik, som flere har fremsat af deres timetal og løn, er berettiget.

“Det er groft og uansvarligt at antyde, at vi er dovne og overbetalte snyltere, der bør arbejde hårdere. Især når det står lysende klart, at problemet bunder i politisk uvilje til at øge mængden af ansatte i vores faggruppe,” mener formanden for gruppens fagforening.

Han ønsker dog ikke at sætte et nøjagtigt tal på, hvor mange af foreningens medlemmer han gerne ser beskæftiget i det offentlige.

“Antallet er ikke vigtigt, så længe man forstår, at det aldrig kan blive for stort.”

Formanden mener nemlig, at faggruppens specifikke kompetencer er absolut nødvendige i en moderne velfærdsstat, og at samfundet uden deres indsats “ville kollapse”.

“Vi har udført et helt essentielt job under meget svære vilkår. Det er et under, at vi ikke har strejket og protesteret mere, end hvad tilfældet er.”