Giver det kolde vejr dig lyst til at iføre dig fleece og hyggesokker? Så fortvivl ikke, for det kan du sagtens gøre uden at være kikset. Læs modeekspertens råd.

Fleece er blødt og behageligt at have på. Men lige så godt, som det passer til den danske vintersæson, lige så dårligt passer det til den modebevidste dansker. Eller hvad?

Modeekspert Line Villumsen mener, at det sagtens kan lade sig gøre at klæde sig i fleece fra top til tå uden at se kikset ud. Man skal bare gøre det på en måde, så man sender de rette signaler.

Vælg farver med omhu
Først og fremmest handler det om at vælge farverne med omhu.

“Det er fx katastrofalt at matche et sort fleecesæt med hvide hyggesokker. Men med et orange sæt matchet med et par sorte hyggesokker signalerer du, at du er vaks som en hveps og ikke bange for at skille dig ud fra mængden,” fortæller Line Villumsen, men advarer mod at gøre det, hvis du er overvægtig og/eller mere end 45 år gammel.

En kraftig grøn er også en god fleecefarve, mener modeeksperten, medmindre du er mand og lavere end 180 cm, eller hvis dit hår er lysere end mørkblond.

“Så bør du i stedet vælge en dæmpet farve, hvis du altså ikke har fregner eller et aflangt ansigt.”

Undervægtige skal passe på
Hvis du er meget slank eller ligefrem undervægtig, skal du være meget omhyggelig, hvis du gerne vil gå med fleece.  Det er ikke umuligt at se smart ud, men det kræver, at du samtidig bærer et tørklæde, der kontrasterer med fleecens vamsede karakter.

“Det samme gælder i øvrigt teenagere i alle vægtklasser,” tilføjer Line Villumsen og påpeger, at også mørkhårede mænd under 50 bør være forsigtige med alle andre farver end grå, som de til gengæld ikke bør bære, medmindre de er muskuløse.

Hvis du er over 80, er der næsten ingen grænser for, hvordan du kan sammensætte dit tøj. Du bør dog holde dig fra alt for kraftige farver.

“Men det gælder alle materialer og ikke kun fleece,” forklarer Line Villumsen og slutter:

“Så det er altså muligt at gå med fleece og hyggesokker og samtidig se smart og moderigtig ud. Det handler bare om at kende sin type og tage de rette forbehold.”