Foto: Folketinget.dk

Foto: Folketinget.dk

Socialdemokraterne har tvunget transportminister Ole Birk Olesen til at redegøre for, hvorfor han i tredje klasse hev to piger fra Gram skole i rottehalerne og anklagede dem for at have pigelus.

“Selvfølgelig har alle en fortid, men jeg mener, at der er grænser for, hvor alvorlige lig i lasten man kan have og stadig være værdig til at være minister. Når man har overfaldet småpiger, så tror jeg, mange vil mene, at den grænse er overskredet.”

Sådan lyder vurderingen fra socialdemokraternes Rasmus Prehn, der har indkaldt transportminister til samråd, hvor han skal redegøre for hændelser i sin fortid, som socialdemokraterne finder stærkt belastende.

“Kodylvamle pigelus”
Det sker efter, at Ole Birk Olesens dagbog fra hans tid som syvårig på Gram Skole i Sønderjylland er dukket op. Mandag den sjette april 1981 skriver den da otteårige Ole Birk Olesen:

“Skåbbede Rikke og Sidsel i spisefrikvatered og rykede dem i rottehalerne fårdi de hinkede midt på fodboldbanen i skolegåren. Råbte osse de havde kodylvamle pigelus. Tror de lærde leksjen!”

Det er altså de handlinger, som Rasmus Prehn nu ønsker, at ministeren skal redegøre for ved et samråd i Folketinget.

“Vi aner jo ikke, om han lige pludselig hiver Zenia Stampe i hestehalen, når han står bagved hende i køen i Snapstinget, eller om han giver sig til at skubbe løs på Pernille Skipper på vej op til Folketingets talerstol. Det bliver vi simpelthen nødt til at få klarhed over på vælgernes og folkestyrets vegne” siger han.

Pigelus er ren Donald Trump
Også anklagerne om pigelus finder Rasmus Prehn ekstremt belastende for ministeren:

“Det er jo ren Donald Trump! En særlig lusevariant, der rammer piger, eksisterer simpelthen ikke. Derfor er der selvfølgelig heller intet belæg for, at lusene på piger skulle være ‘kodylvamle’, uanset hvad ministeren så ellers hævder.”

Ole Birk Olesen afviser at stille op til interview, men i en kortfattet mail til RokokoPosten skriver ministeren, at han tager stærkt afstand fra både skub og rottehalerykning, og at han endvidere ikke længere er af den overbevisning, at der findes særlige pigelus.

Ministeren understreger desuden, at han allerede to dage efter hændelsen i 1981 personligt sagde undskyld til de to piger, hvorefter han gav dem begge hånden for at bilægge konflikten.  Det skete ved en samtale på skoleinspektørens kontor, hvor også Ole Birk Olesens forældre var til stede.