Foto: Kreepin Deth, Wikipedia

For at modvirke den voldsomme overvægt af ciskønnede mænd inden for rockmusik og metal vil Metallica fremover være et kvindeband. Det fortæller trommeslager Laura Ulrich.

Inden for rockmusikken er der en markant overrepræsentation af mænd, særlig de ciskønnede af slagsen. Men fremover vil et af verdens største metalbands, Metallica, ikke være med til at skævvride kønsstatistikken. Det fortalte bandet i går ved en pressekonference i Los Angeles, hvor bandet gjorde det klart, at Metallica fra dags dato er et kvindeband.

Forandring starter med en selv
“Vi kan ikke tvinge flere kvinder til at spille rockmusik eller egenhændigt gøre op med musikbranchens patriarkalske strukturer. Men det er alt for let bare at sidde og brokke sig over, at tingene ikke er optimale. Man bliver nødt til at gøre sig klart, at al forandring starter med en selv,” siger forsanger Janice Hetfield og fortsætter:

“Derfor var den logiske konsekvens, at vi fremover er et band, der både kollektivt og individuelt er at betragte som et kvindeband.”

Trommeslager Laura Ulrich tilføjer, at de ikke regner med, at bandets fans vil opdage forskellen.

“Mænd og kvinder kan i dag naturligvis præcis det samme. Der er i praksis ingen forskel, hvorfor det selvfølgelig er irrelevant, hvilket køn vi identificerer os som, omend det naturligvis er utrolig vigtigt alligevel.”

And justice for all women
Bandet fortæller også, at flere albums i bagkataloget vil få nye titler, der afspejler et mere tidssvarende og progressivt kønssyn.

“Fremover kommer The Black Album til at hedde The Rainbow Album, mens …And Justice for All beholder sin titel, men får et ‘women’ på til sidst,” fortæller bassist Roberta Trujillo og tilføjer, at bandet stadig arbejder på en ny og mindre fallisk titel på albummet Ride the Lightning.

Guitarist Kira Hammett mener, at bandets nye kønsmæssige orientering kan åbne op for helt nye muligheder.

“Personligt har jeg store forhåbninger om, at vi engang i løbet af sommeren kan blive booket til at spille på Forbrændingen i Albertslund.”