Foto: Rido81, Bigstock

Ny teori om, hvordan man med løn motiverer ansatte, skaber voldsom debat. Ledelsesguruer, coaches og konsulenter raser.

En ny kontroversiel teori om, hvordan man med løn motiverer medarbejdere er blevet mødt med vantro og forargelse af danske ledere, coaches, guruer og konsulenter. Erhvervsmand Christian Stadil har blandt andet kaldt teorien “vildt dårlig karma”.

Manden bag den omdiskuterede teori er forsker ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet, Henning Frandsen. Han har gennem kvalitative og kvantitative interviews fundet ud af, at en stor gruppe mennesker går på arbejde, fordi de får løn for det.

Lønnen bruger de for eksempel på et hus med fladt tag i et upåfaldende forstadskvarter, ferier til populære feriedestinationer og mellemklassebiler med et gennemsnitligt udstyrsniveau, som de transporterer sig rundt i.

Optaget af meningsfuldhedssamtale
En af de kritiske stemmer i debatten er erhvervsmand Morten Albæk. RokokoPosten har prøvet at få en kommentar fra Albæk, men han havde ikke mulighed for at deltage, da han holdt meningsfuldhedssamtale med en medarbejder og var optaget af at erklære ham sin ubetingede kærlighed på en platonisk måde.

Ledelseskonsulent Niki Kaufmann fra Væksthus for Ledelse vil dog gerne uddybe kritikken:

“Det er en alt for forsimplet måde at stille det op. Den enkeltes ultimative drivkraft på arbejdet er ønsket om bestemte positive psykologiske og emotionelle tilstande i form af orgiastisk arbejdsfryd og komplet selvrealisering. En række mere eller mindre instrumentelle og kontrollerbare motivationsfaktorer fungerer som midler til at opnå disse tilstande. Derudover indgår diverse eksistentielle motivationsfaktorer og eksterne stimuli og instrumentelle motivationsfaktorer. Moderne mennesker er alt for avancerede til at blive motiveret af løn.”

Kage kan også motivere
Henning Frandsen er helt enig i, at andre ting end løn også kan motivere den gruppe af mennesker, han har interviewet:

“Hvis der var behov for, at man tog en ekstra tjans på arbejdet på grund af travlhed, reagerede alle meget positivt på belønning i form af kage. Onsdagssnegle, romkugler og især othellolagkager var i meget høj grad en motivationsfaktor.”