Foto: CameraCraft, Bigstock

Foto: CameraCraft, Bigstock

Ikke alene kan Dicte Enevoldsen holde en mikrofon i hånden. Hun er også rigtig dygtig til at at løbe, stå i blæsevejr og spørge folk om ting, mens hun holder den. 

Allerede som barn kunne Dicte Enevoldsen mærke, at hun havde et helt særligt talent for at holde en mikrofon i hånden. Hun var ikke som de andre piger, der brugte deres legetøjsmikrofoner til at lege popstjerner. Dicte ville hellere spørge folk om ting, hvorefter hun holdt mikrofonen hen foran deres mund, så de kunne svare ned i den.

Da Dicte blev konfirmeret, købte hun en mikrofon for de penge, hun fik i gave. Sådan en rigtig én med vindhætte. Den blev hendes trofaste følgesvend, og snart blev hun så dygtig til at spørge folk om ting, mens hun holdt sin mikrofon i hånden, at TV 2 News fik øje på hendes talent og tilbød hende en fast stilling.

Spørger om det samme på mange måder
Tænder man for TV 2 News, er der således en god chance for, at man får Dicte Enevoldsen at se.

“I løbet af hver eneste arbejdsdag når jeg gennem mange flere discipliner end blot at stå med en mikrofon i hånden og spørge folk om ting. Min favorit er nok den, hvor jeg løber, mens jeg råber et spørgsmål ud til en, der er for langt væk til at høre det i første omgang, hvorefter jeg forpustet standser op ved siden af vedkommende og stiller spørgsmålet igen. Jeg er også blevet rigtig god til at stå i stormvejr med en mikrofon i hånden, og hvis jeg selv skal sige det, er jeg også ret kompetent, når det handler om at stå med en mikrofon i hånden foran en bygning, som nogen snart kommer ud fra,” siger hun.

Samvær med andre, der holder mikrofoner
Hos TV 2 News roser man Dicte Enevoldsen for hendes alsidighed, når det kommer til at holde en mikrofon i hånden.

“Vi er rigtig glade for Dicte. Hun er så flink til at stå der med sin mikrofon, og det er dejligt at se, hvordan hun vokser med opgaven,” siger nyheddirektør Ulla Pors Nielsen.

Glæden er gensidig, fastslår Dicte Enevoldsen, der nyder at møde ind hver dag for at holde sin mikrofon i hånden og mødes med andre, der ligesom hun har talent for at holde ved mikrofoner.

“Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv, hvis jeg ikke hver eneste dag kunne komme herind og holde min mikrofon i hånden,” siger Dicte Enevoldsen.