Foto: Mindaugas Danys, Flickr
Den ulidelige møgunge Bertram Dyhr har afsløret sig selv som skribenten bag bloggen Numsehul, hvor han i flere måneder har harceleret over venner, pædagoger og sin “møgbelortede” storesøster. En yderst raffineret leg med diskursive grænser, mener medieforsker.
“Grimme skidepisse-Grethe, hun er bare fuld af numsevand og klamme bumser (stavefejl rettet for forståelighedens skyld, red.).”
Sådan lyder det om pædagog Grethe Molderup fra børnehaven Stjerneskyen i et af de mest læste indlæg på bloggen Numsehul.
Den har i løbet af blot fire måneder skaffet sig over 30.000 daglige besøgende, femcifrede annonceindtægter og spalteplads i alle landsdækkende dagblade.
Indtil for nylig har ingen vidst, hvem der stod bag de syrlige kommentarer, men i går aftes afslørede skribenten sig selv som den 5-årige møgunge Bertram Dyhr fra Virum.
Skidepisseligeglad
“Ja, det er mig, Bertram, og jeg er skidepisseligeglad med, hvad I synes om det. Lortejournalister og tissebæfjolser.”
Bertram startede oprindelig Numsehul i december sidste år som en anonym protest mod julens kommercialisme, men hurtigt udviklede bloggen sig dog til at bestå af raserianfald mod alle i hans omgangskreds.
Værst gik det ud over storesøsteren Agnete, der af den lille dreng blev betegnet som “møgbelortet”, “superirriterende” og “klammo vamlo”.
Samtidig offentliggjorde Bertram lange passager af den 12-årige piges dagbog, angiveligt fordi Agnete “selv er ude om det, når hun tager det sidste stykke fredagsslik med sine ulækre fingre.”
Flytter diskursive grænser
Ifølge medieforsker og ekspert i medieret kulturel kapital, Mikkel Houmøller, skyldes Numsehuls popularitet, at bloggen leger med sociale grænser.
“Bertram ændrer de diskursive spilleregler og rykker dermed ved de forskellige komplekse former for kulturel kapital, der findes i sociale fora og blogosfæren. Et udtryk som ‘klammo vamlo’ kan både forstås som en dobbelttydig sprog- og talehandling, en lingvistisk anomali og en kommentar til de nye mediers opløsning af sociale koder,” forklarer Houmøller og tilføjer, at Bertrams afsløring af hans egen identitet kun er med til at føje yderligere lag til den diskursive leg.
“Man kan sige, at han gjorde det, fordi alle og enhver alligevel vidste, hvem han var: Han navngav trods alt sine forældre, pædagoger og venner med både for- og efternavn og henviste adskillige gange ret præcist til sin adresse. Men at Bertram står frem nu, vidner efter min mening snarere om en dybereliggende forståelse for identitetsskabelse i et senmoderne, medieret samfund.”
En opsamling af Bertram Dyhrs mest populære indlæg udkommer d. 13. april under titlen “Bekendelser fra et numsehul”.
