Foto: RokokoPosten with OpenAI.com
“Jeg ser mig selv som en ambassadør for nødlidende i hele verden,” fortæller Jeanette Olsen, der oplevede, at al verdens elendighed og fortræd ramte hende i aftes, da hun tog i svømmehallen for første gang efter flere års inaktivitet.
Det begyndte med gåpåmod og entusiasme. Jeannette Olsen, en 51-årig lektor i litteraturhistorie fra Midtjylland, havde meldt sig til et svømmehold, fast besluttet på at gøre op med års inaktivitet.
“Jeg havde egentlig planlagt, at jeg ville tage på noget aktiv sommerferie, men min gode veninde Heidi ville gerne have mig med på sådan en charterferie, hvor man bare splatter ved poolen og drikker drinks døgnet rundt. Siden da har jeg været fast besluttet på at komme i gang med noget motion igen,” siger Jeanette.
Valget faldt på svømning. Hun havde læst, at det er en skånsom motionsform, som man kan dyrke uanset form. Og da hun tidligere havde lært at svømme både brystsvømning og rygcrawl, mente hun, at det var en god aktivitet, som ville kunne give hende et ordentligt selvtillidsboost.
Al lidelse i verden blev nærværende
Det skulle dog hurtigt vise sig, at det var lettere sagt end gjort. Efter den første tur frem og tilbage i bassinet, var Jeanettes arme så plagede af mælkesyre, at hun dårligt kunne løfte dem op over vandoverfladen. Hun var dog fast besluttet på ikke at give op, så efter et hvil satte hun fra igen og kæmpede sig ned mod den anden ende af det 25 meter lange bassin.
Knapt halvvejs gennem banen fik Jeanette en besynderlig følelse i kroppen:
“Det var, som om al lidelse i verden pludselig blev nærværende. Som en slags klarsyn kunne jeg pludselig identificere mig med ofre for krig, vold, hungersnød, naturkatastrofer – jeg fik et helt nyt syn på lidelse, som om alle menneskers smerte pludselig var min,” siger Jeanette, der klarede at svømme banen færdig og endda at komme tilbage igen, så hun alt i alt fik tilbagelagt 100 meter.
Til gengæld måtte hun melde sig syg dagen efter, da hendes krop var så medtaget, at hun dårligt kunne rejse sig og ikke engang havde kræfter til at smøre en mad.
Ambassadør for nødlidende i hele verden
Her til aften, næsten et døgn efter den 100 meter lange svømmetur, er Jeanette stadig fysisk medtaget, men hun føler, at oplevelsen har styrket hende mentalt.
“I går tænkte jeg, at det var slut med svømning, men i dag har jeg fået modet tilbage. For jeg har indset, at jeg kan være ambassadør for verdens nødlidende, mens jeg kæmper mig gennem banerne. Så ja – jeg har fået blod på tanden igen, og selvom det er ambitiøst, har jeg besluttet mig for at svømme 100 meter igen!”
