Ekspert i statskundskab mener, at det er på tide, at en professionel akademisk politikeruddannelse bliver obligatorisk, så landets ledelse ikke overlades til glade amatører .

Efter at et cirkustelt for nylig blæste omkuld, har flere partier stillet krav om en statsanerkendt uddannelse i teltopstilling. Det er baggrunden for, at en ekspert nu kræver, at også politikere gennemgår en relevant akademisk uddannelse, inden de får overladt nøglerne til Christiansborg.

“Når vores samfund er blevet så forfinet, at man ikke kan slå telte op uden uddannelse, kan det ikke nytte noget, at vi overlader nationens ledelse til en gruppe halvstuderede røvere uden relevant viden,” siger professor i statskundskab Bjarke Svendsen, der forsker i politisk kvalifikationisme ved Aarhus Universitet.

Blot 27 procent faglærte
Han henviser til, at flere undersøgelser demonstrerer, at de færreste politikere, der kommer ind på Christiansborg, har erfaring med eller viden om at lave lovgivning for et mindre konsitutionelt monarki.

“De er ganske enkelt glade amatører, som glad og gerne kaster sig ud i at lave love og budgetter for ting, som de ikke aner det fjerneste om,” forklarer Bjarke Svendsen.

“Heldigvis er ikke alle politikere uden uddannelse i politik, men det er desværre stadig blot 27 procent, der har læst uddannelsen kaldet ’statskundskab’, der som den eneste giver fremtidige politikere den nødvendige kompetence,” forklarer professoren og tilføjer, at alt for mange kaster sig ud i politik udelukkende på baggrund af humanistiske uddannelser eller ansættelse på det “virkelige arbejdsmarked”.

Ungdomspartier ikke nok
Flere politikere forsvarer sig med, at de har gennemgået træning i avancerede politiske simulationsprogrammer kaldet “Ungdomspartier”, som angiveligt skulle give dem udstrakte kompetencer inden for statsadministration.

“Ungdomspartierne giver gode kompetencer, når det kommer til grundlæggende konspiratorisk adfærd og fløjkrig for begyndere, hvilket naturligvis er fine ting, men vi må erkende, at alt for megen tid går med druk og hor og alt for lidt med at gå til forelæsninger med eksperter i statskundskab som mig selv,” forklarer han og tilføjer eftertænksomt, at obligatorisk uddannelse til politikere ikke er den eneste løsning:

“Man kunne selvfølgelig også gå en helt anden vej og i stedet kræve, at man som vælger blev kandidat i statskundskab, før man fik lov til at betjene en stemmeseddel.”