“Måske var det alligevel for voldsomt at klæde min datter ud som landgangen i Normandiet,” indrømmer en kvinde efter, at hendes 10-årige datter og tre andre børn kom på skadestuen efter søndagens fastelavnsfest.

På Nikolines hoved kravler legetøjssoldater i plastik frem på stranden. Vand og sand er perfekt afbalanceret, og på kysten er små mænd i bunkere programmeret til at affyre skudsalver hver halve time.

Moren har brugt 34 stivere til at holde installationen på plads, og således udstyret tager Nikoline og hendes forældre til fastelavnsfest med hendes klassekammerater og deres forældre.

Eiffel-tårn uden problemer
Men under tøndeslagningen går det galt. Landgangen på Nikolines hoved vipper til siden og river den 10-årige pige ned på jorden, hvorefter de tyske modelsoldater går i gang med at skyde, nu med de bittesmå maskinpistoler rettet mod de andre børn.

“Alle skreg, og der var røg overalt, selvom jeg kun havde brugt løst krudt,” fortæller Nikolines mor, Mette Ehlert Lauridsen, der aldrig havde forestillet sig, at hendes kostume skulle ende sådan.

“Sidste år var Nikoline klædt ud som Eiffel-tårnet uden større problemer, og i år kunne jeg se, at Kathrines datter kom som Babylons hængende haver. Dem skete der mystisk nok ikke noget med,” husker Mette Ehlert Lauridsen og mumler noget om uretfærdig brug af hjul og kunstgødning.

Nytter ikke med hest og brandmand
Fire børn kom på skadestuen, inklusive Nikoline, der forstuvede håndleddet, da en lille betonbunker ramte hende. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade.

“Jeg kan godt se, at landgangen på Normandiet måske var lidt voldsom, men Nikoline går altså på en meget god skole med historisk bevidste og særdeles veluddannede forældre. Så nytter det ikke at komme som en hest eller en brandmand,” forklarer moren, der allerede planlægger datterens næste kostume.

“Det bliver til halloween i oktober, hvor de fleste børn er ret uoriginale og kommer som hekse eller vampyrer. Jeg vil gerne skabe noget mere metaforisk, måske en slags visuel repræsentation af ondskab eller et Holocaust af jødiske zombier, der minder os om vores kollektive skyld,” lyder det fra Mette Ehlert Lauridsen, der forudser, at udklædningen vil kræve “mindst 50 stivere og muligvis et mindre hjælpekøretøj”.

RokokoPosten forsøgte at få en kommentar fra Nikoline selv, men pigen var ifølge sin mor ikke hjemme.