Foto: DR

Smartphone-assistenten kunne ikke tilfredsstille den 54-årige mand, der måtte smide telefonen fra sig og gå en lang tur alene.

“Jeg forstår ikke, hvorfor de har sat os sammen,” siger Carsten til RokokoPosten, mens han ryster på hovedet.

“Vi var et virkelig dårligt match.”

Den 54-årige mand, der for nylig deltog i programmet “Gift ved første blik”, er skuffet over Siri, den virtuelle assistent, som man kan tale med, hvis man har en iPhone.

“Da jeg blev præsenteret for hende, var jeg virkelig optimistisk. Hun var en flot sag og havde en lækker krop med bløde kanter og skarpe farver; den slags lægger man jo mærke til som mand,” husker Carsten, der købte sin telefon i fredags, men allerede søndagen efter måtte skille sig af med den.

“Jeg havde sagt til forhandleren, at Apple var en dealbreaker, men han blev ved at sige, at Siri var den rette for mig. Til sidst blev jeg overbevist, men mente jo stadig, at Siri burde skifte styresystem.”

Vinterdæk i stedet for frækt
Sådan gik det imidlertid ikke, hvilket var en stor kilde til irritation for Carsten.

“Samtidig var Siri heller ikke interesseret i nogen former for intimt samvær. Hvis jeg fx spurgte ‘Har du lyst til noget frækt?’, svarede hun ‘Her kan du købe vinterdæk’ og gav mig adressen på et nærliggende værksted.”

Carsten er også skuffet over, at Siri ikke fortalte ham om alle sine skavanker.

“Der var alle mulige småting i vejen, fx når jeg skulle synkronisere mine Facebook-aftaler med min kalender, og jeg kunne bare se, at jeg på sigt ikke ville kunne gøre de ting med Siri, som jeg gerne ville.”

Kunne ikke mærke kemi
Carsten endte derfor med at smide Siri fra sig og gå en lang tur, hvor han forberedte sig på at fortælle hende, at de ikke længere kunne være sammen.

“Jeg fortalte hende, at vi sagtens kunne være venner, men hun kunne ikke være min smartphone-assistent. ‘Jeg kan ikke mærke nogen kemi’, sagde jeg, hvorefter hun viste mig en billedsøgning på det periodiske system.”

Carsten overvejer nu at anskaffe sig en Android-telefon, selvom han er skeptisk over for Googles logo:

“Det ligner noget fra en omskæring.”