Foto: AnaTolik,Bigstock

Foto: AnaTolik,Bigstock

“De udgør en alvorlig sundhedsfare for os, så det skal gå stærkt,” lyder det fra Foreningen af Danske Mink, der lover, at kvalificerede mink vil blive indsat som midlertidige ministre.

For en uge siden meddelte statsminister Mette Frederiksen, at alle danske mink skal aflives på grund af frygten for en ny coronamutation, der er opstået i de små pelsdyr. Dette får nu Foreningen af Danske Mink til at råbe vagt i gevær.

“Regeringen udgør en alvorlig sundhedsfare for os mink. Aflivningerne truer med ikke bare at overbelaste dyrlægeklinikkerne, men hæve vores dødelighed med mange tusinde procent,” lyder det fra forminken Sofie, der opholder sig hemmeligt på en af landets endnu uberørte minkfarme.

Mink: Vil ikke trække nazikortet
Foreningen af Danske Mink kræver, at regeringen slås ned inden for en uge og henviser til udtalelser fra minken Stefan, der er menneskehistoriker.

“Pludselig ser vi en drift mod at slå os alle ihjel med gas og smide os i massegrave, så vores slags bliver totalt udryddet. Jeg skal ikke være den, der trækker nazikortet, men minder det dig ærlig talt ikke om noget?” spørger Stefan retorisk og mener, at der ikke skal gå mere end et par dage, inden indgrebet mod regeringen er afsluttet.

“Frygten er, at idéen spredes over landegrænserne, så mink i eksempelvis Holland og Kina også kommer i fare. Det her kan blive et globalt minkproblem.”

Mink erstatter ministre
Foreningen af Danske Mink vil derfor haste en minklov igennem, der skal gøre det muligt at aflive en menneskeregering.

“Det er et voldsomt tiltag, men vi har jo tydeligt set, hvad der er sket med minkene i Nordjylland. Jeg ved godt, at nogle mink har følelser knyttet til ministrene, men jeg håber, at en bonus på 10 kroner for hvert af de store dyr, man afliver inden weekenden, kan råde bod på det,” siger forminken Sofie og lover, at ministrene vil blive erstattet af kvalificerede mink.

“Som statsminister foreslår jeg mig selv, fordi jeg har erfaring med at lede store grupper, og til de andre ministerposter foreslår jeg nogle af de mink, som allerede har måttet lade livet. Jeg er sikker på, at de kan føre glimrende minkvenlig politik til gavn for hele landet.”