Peter Mortensen ville slet ikke have været en succesfuld, prisvindende iværksætter. Men så begyndte han at høre stemmer.
“Det var slet ikke med vilje. Jeg kan altså ikke gøre for det,” lyder det fra 32-årige Peter Mortensen, der onsdag modtog Hovedstadens Erhvervsråds eftertragtede pris som Årets Iværksætter.
RokokoPosten møder den unge, fremadstormende iværksætter på Café Rawfornia i København dagen efter den fornemme kåring. Og Peter Mortensen er mere end villig til at fortælle sin historie om, hvordan han pludselig opfandt hovedstadens hippeste loungekoncept.
“Det er stemmernes skyld,” bedyrer han.
“Det var virkelig ikke min egen idé. Jeg kan bare ikke lade være med at gøre, hvad stemmerne siger til mig.”
Fra dagdriver til jetsetter
Da Peter Mortensen gik ud af 9. klasse, havde han ingen planer om at tage en uddannelse. Han havde allerede på det tidspunkt et omfattende hashmisbrug, og det passede ham fint. For hans far sagde altid, at han aldrig ville blive til noget, og Peter havde tænkt sig at tage sin far på ordet.
Men så fik Peter en hashpsykose og begyndte at høre stemmer.
“Der var pludselig en stemme i mit hoved, som sagde: ‘Gå hen til din computer, Peter. Gå på webreg.dk og registrer en enkeltmandsvirksomhed’,” fortæller Peter.
“Jeg forsøgte først at ignorere den, men jeg var bange for, hvad den kunne finde på, hvis jeg ikke gjorde, som den sagde.”
I løbet af få døgn havde stemmen fået Peter til at skrive en udførlig forretningsplan, som han tog med ned i en bank, der straks bevilgede ham et lån, så han kunne foretage de nødvendige investeringer. Den tvang ham også til at tage kontakt til andre investorer, og overalt mødte han entusiasme og tro på forretningsidéens potentiale.
Og før Peter vidste af det, havde han banket et trendy loungekoncept på benene og blev inviteret inden for i det københavnske jetsetmiljø, som han dyrker i de perioder, hvor stemmerne ikke tvinger ham til at arbejde i døgndrift for at udvikle hans forretning.
Lyder som Thomas Winding
Når snakken falder på stemmerne, som hverken terapi eller psykofarmaka har hjulpet ham af med, bliver Peter dårligt tilpas. Han bryder sig tydeligvis ikke om at tænke på dem.
“De kommer i perioder. Flere gange om ugen, faktisk. Og de lyder allesammen som Thomas Winding. Messer deres budskaber med en blid og sindig stemmeføring, som jeg slet ikke kan modstå. Og hver gang, jeg giver efter, kommer jeg til at gøre noget, som jeg bliver endnu rigere og mere succesfuld af.”
Håbet om at blive stemmerne kvit lever dog stadig for Peter. Han har netop fået kontakt til en dygtig psykiater fra USA, og på mandag rejser han over for at lade sig indlægge frivilligt i en måned. Og han er ikke i tvivl om, hvad han vil gøre, hvis det lykkes ham at blive rask:
“Så sælger jeg det hele og køber et kolonihavehus. Jeg har altid drømt om bare at tusse rundt og dyrke lidt weed til eget forbrug.”