Foto: Bigstock, fizkes

Foto: Bigstock, fizkes

Glem blomster, sex og opmærksomhed. Vi har mødt en af de danske mænd, som nægter at ligge under for amerikansk kulturimperialisme og derfor boykotter valentinsdag året rundt. 

“Det er jo bare en kunstigt opfundet højtid, som blomsterproducenterne promoverer for at få os til at overforbruge og købe alt for dyre roser uden for sæsonen.”

Ordene kommer fra den 34-årige Mikael Schröder fra Holstebro, der til daglig arbejder som erhvervskonsulent.

Han er en af mange danske mænd, der undlod at gøre noget særligt for deres kærester på Sankt Valentins dag, der i år faldt på en søndag, og som på det seneste er blevet en populær højtid for kærestepar efter amerikansk forbillede.

Skeptisk over for kulturimperialisme
Mikael, der ellers ikke interesserer sig for politik, ser med skepsis på amerikansk kulturimperialisme og mener, at man skal huske, hvor stor CO2-udledning de mange drivhusdyrkede valentinsblomster medfører.

Derfor undlod han at bruge søndagen på at gøre noget særligt for sin kæreste, den 32-årige Mia Hammel. Akkurat som han heller ikke på andre af årets dage gør en særlig indsats for at få Mia til at føle sig smuk eller værdsat.

“Jeg brugte det meste af min søndag på at se Premier League. Det er egentlig ikke, fordi fodbold interesserer mig voldsomt, når Liverpool ikke er med, men det er god tidsfordriv,” udtaler Mikael, der hverken overraskede sin kæreste med blomster eller chokolade eller lagde op til sex, da de begge gik i seng ved 23-tiden.

Ser ingen grund til at fri
Af kolleger og venner beskrives Mikael ikke som en person “med stærke værdier”, men når det kommer til hans kærlighedsliv, står han stejlt på sine principper. Han afstår fx totalt fra dans, som han betegner som “pjat”.

“Jeg nægter at lade DJ’s, blomsterbutikker og chokoladelobbyister diktere, hvornår jeg skal være sød ved min kæreste,” udtaler Mikael, der med henvisning til grådige guldsmede og det borgerlige samfunds hykleriske kønsnormer heller ikke synes, der er nogen grund til at fri til kæresten trods snart seks års samliv.