Uden nøjagtig information om temperatur og nedbør vidste en 29-årig mand ikke, at vinteren byder på frost og sne. Han gik derfor ud i shorts og T-shirt.

Året endte tragisk for Martin Eskildsen fra Nordjylland, der forlod sit hjem i går ved 20-tiden og næste morgen blev fundet død i en grøftekant. Politiet er overbevist om, at der er tale om en ulykke, og at Martin formentlig er frosset ihjel omkring midnat.

Den 29-årige mand var iført korte shorts og en tynd T-shirt, da en tilfældig forbipasserende fik øje på ham, men Martins mangelfulde påklædning skyldtes dog ikke en pludselig psykisk forstyrrelse.

Inden sin gåtur havde Martin Eskildsen iført sig det tøj, der lå øverst i skuffen, fordi han ikke havde set vejrudsigten og derfor ikke havde noget pejlemærke for sin påklædning.

Ser altid Vejret
“Vi plejede altid at se TV AVISEN sammen. Nyhederne, sporten og så vejret. Men i går aftes skulle Martin ordne noget på sin computer,” fortæller Martin Eskildsens kæreste, Nanna Simonsen. Parret flyttede sidste år ind i et nedlagt landbrug mellem Hjallerup og Tveden, hvor der er flere kilometer til nærmeste nabo.

“Vi kunne rigtig godt lide stilheden. Især Martin var glad for at gå en lille aftentur helt alene, men altid efter at have set vejrudsigten. Det var meget vigtigt for ham at kende den nøjagtige temperatur, nedbørsforholdene og vindstyrken,” husker Nanna, der var i bad og derfor ikke så, at Martin forlod hjemmet iført sommertøj:

“Jeg bebrejder mig selv for, at jeg ikke fik øje på ham, så jeg kunne fortælle, at meteorologerne havde lovet frost.”

Tjek prognoserne
Det er ikke første gang, en person er gået hjemmefra uden at have set vejrudsigten, oplyser politiet.

“Som regel opdager vedkommende, at der er noget galt og skynder sig hjem efter en sweater eller paraply. Eller også tjekker de vejret på deres smartphone, så de ved, om det giver mening at tage halstørklæde og hue af,” forklarer politiinspektør Grete Munch fra Nordjyllands Politi og anbefaler alle at følge godt med i vejrudsigten de næste par dage.

“Jeg vil ikke male Fanden på væggen, men hvis ikke man tjekker prognoserne, risikerer man let at klæde sig helt forkert på. Og det kan få tragiske konsekvenser i form af forfrysninger eller død,” advarer politiinspektøren.