Foto: Ove Tøpfer, sxc.hu

Den nye kan-alt-hat trumfer ja-hatten. Det mener de aarhusianske konceptkonsulenter, der har skabt den med løfter om konkrete, positive resultater.

Det er populært, men alt for nemt at tage ja-hatten på. Det mener det aarhusianske konsulentfirma KonZeptione, der specialiserer sig i konceptudvikling.

“Det er meget fint, at man tager ja-hatten på, men en positiv attitude kan nemt vise sig at være varm luft, som i virkeligheden ikke byder på andet end søde smil og gode hensigter,” udtaler virksomhedens marketingchef, Trine Maltheuz.

Som modsvar har KonZeptione nu lanceret kan-alt-hatten, der, som navnet antyder, ikke blot siger “ja”, men også “jeg lover at løse, hvad end der står foran mig af udfordringer”.

Har den selv på
Kan-alt-hatten har længe været brugt internt i KonZeptione, og Trine Maltheuz mener, at det er derfor, virksomheden oplever så bragende succes.

“Mens andre taler om nedgangstider og finanskrise, ved vi snart ikke, hvad vi skal gøre af alle vores penge. Der ville vi ikke være, hvis ikke alle i organisationen – fra top til bund – var vant til at møde op med kan-alt-hatten på,” vurderer hun.

Konsulent Markus Alberg er enig.

“Jeg kommer fra et firma, der nøjedes med ja-hatten, og så sad alle bare der og nikkede. Det kom der ikke penge i kassen af,” fortæller han.

Gør alting muligt
Innovationskonsulent Peter Langer fra Væksthus Midtjylland mener, at kan-alt-hatten er et interessant koncept, men at den rummer ja-hattens fare for i praksis at være varm luft.

“Det er jo nemt nok at sige, at man tager kan-alt-hatten på. Spørgsmålet er, om man er i stand til alting, bare fordi man siger det,” indvender han.

Men det er fordi, han har misforstået noget, mener Trine Maltheuz:

“Enhver kan komme og sige, at man tager den på. Men hvis man ikke rent faktisk gør det, nytter det jo ingenting. Man skal tage den på og beholde den på,” fastslår hun.

Hun tilføjer, at det er ganske let at se, hvornår man har kan-alt-hatten på, og hvornår det bare er noget, man siger:

“Man kan se, at folk i virkeligheden ikke har ja-hatten på, hvis de er mugne og defensive. På samme måde er det tydeligt, at man ikke har kan-alt-hatten på, hvis man fx er udbrændt, initiativløs eller nødt til at melde sig syg.”