Det fyger om ørerne med vaskeægte projektiler, når Tivoli Friheden i næste uge åbner sin nye 6D-forlystelse, 12Syv Panorama.

Du sidder i mørket med 3D-brillerne på. Så mærker du vinden suse omkring dig. Filmen starter, og pludselig vælter det frem med bevæbnede galninger. Du skyder og skyder, men de skyder igen. Din krop bliver gennemboret af adskillige projektiler. Blodet fosser ud, og det bliver atter mørkt omkring dig.

I næste uge indvier Tivoli Friheden i Aarhus 6D-forlystelsen 12Syv Panorama. 6D, fordi den tilføjer en ekstra dimension til de allerede populære 5D-forlystelser, hvor følelsen af vind udgør den fjerde dimension, mens den aktive deltagelse er den femte.

“12Syv Panorama skyder med ægte 12.7 (kaliber, der anvendes i maskingeværer, red.) og skaber dermed en sjette dimension, når kuglerne trænger ind i gæstens krop,” fortæller forlystelsesansvarlig Trine Højgård entusiastisk.

Risiko for tomme vogne
Erfaringerne fra en lignende forlystelse i Canada tyder på, at der bliver tale om en stor publikumssucces. Der er dog risiko for, at vognene i de andre forlystelser kommer til at stå tomme hen.

“Det er klart, at hvis man får adskillige kugler i kroppen, så er der en vis risiko for, at man ikke overlever og dermed heller ikke kan prøve parkens andre tilbud,” udtaler Trine Højgård, der derfor råder Tivoli Frihedens gæster til at prøve 12Syv Panorama sidst på dagen.

Til gengæld kan man se frem til en oplevelse helt ud over det sædvanlige. For indtil nu har man kun kunnet få en antydning af dødsoplevelse i danske forlystelser. Nu bliver den helt autentisk.

Mangelfulde anmeldelser
Det er dog svært at sige, hvordan det føles at blive slået ihjel i 12Syv Panorama, erkender Trine Højgård.

“Vi har mange positive udsagn fra forlystelsesparken i Canada, der introducerede 6D-forlystelsen for to år siden. Men de kommer næsten uden undtagelse fra dem, der kom levende ud, og derfor har vi ingen egentlige anmeldelser af den helt autentiske dødsoplevelse.”

Men fra næste uge bliver det altså muligt for Tivoli Frihedens gæster at mærke oplevelsen på egen krop.

“Forlystelsen henvender sig til alle over 1,40 meter og koster tre Tivoletter, hvis man ikke har turbånd,” oplyser Trine Højgård.