Efter sine oplevelser under mandagens ammedemonstration ved Line Gårdsager ikke længere, om hun er et sexobjekt eller et symbol på feminin empowerment.
“Ved du hvad? Jeg synes slet ikke, det er ubehageligt at se på ammende kvinder. Faktisk kan jeg blive helt opstemt af det.”
31-årige cand.mag. i litteraturhistorie Line Gårdsager sidder og ammer på Rådhuspladsen under mandagens ammedemonstration, da en forbipasserende mand sætter sig ved siden af hende og siger disse ord med et udefinerbart smil.
Line ved ikke, hvad hun skal svare, så hun smiler lidt afværgende, mens manden kigger direkte på hendes næsten ikke blottede barm.
“Det føltes faktisk ret krænkende, for jeg bryder mig bestemt ikke om, at man stirrer på mig på den måde,” siger hun.
Alt for perfekte bryster
Senere lægger Line sin lille søn Karl-Emil i barnevognen og går lidt rundt på pladsen. Flere steder ser hun kvinder med blottet barm. Nogle af dem har ikke børn med.
“Det var vildt upassende,” siger hun og fortæller, at hun i hvert fald bemærkede et par stykker, der havde alt for perfekte bryster.
“Jeg tror simpelthen ikke, at de var ægte, og det virkede helt forkert, at de benyttede lejligheden til at stå der og flashe deres fortrin for øjnene af forbipasserende mænd, når vi egentlig var kommet for at signalere, at amning er naturligt, og at der ikke skal lægges noget seksuelt i at se på bryster.”
Ingen bør tænke noget
Efter demonstrationen er tankerne fløjet rundt i hovedet på Line. For hvordan skal hun forstå sig selv i rollen som ammende mor i et samfund, hvor der også er andre?
“Egentlig vil jeg jo helst bare kunne amme, når Karl-Emil har brug for det. Men det ene sted får jeg at vide, at jeg krænker folks blufærdighed, og det næste får jeg at vide, at jeg gør folk seksuelt opstemte. Begge dele er dybt krænkende for mig som individ, og nu er jeg nødt til at genforhandle hele min identitet, for hvornår er jeg så et sexobjekt, og hvornår er jeg snarere et symbol på feminin empowerment?”
Line mener derfor, at det er bedst, hvis folk slet ikke tænker noget, når de ser ammende kvinder. Ellers lægger de et unødigt pres på dem.
“Selvom usynliggørelse også er ufedt. Men så kan man jo vente med at bemærke os, til vi er færdige med at amme.”