Manden bag Braveheart er blevet tilbudt at blive Skotlands næste leder, hvis landet stemmer ja til uafhængighed fra Storbritannien.

“They may take our lives, but they’ll never take our freedom!”

Råbet gjalder ud over slagmarken i Mel Gibsons film, Braveheart, der ikke bare vandt ham flere Oscars, men nu også har givet skuespilleren og instruktøren mulighed for at blive Skotlands næste leder.

Den 18. september skal skotterne nemlig stemme om, hvorvidt landet skal være en uafhængig nation eller fortsætte med at tilhøre Storbritannien. I de seneste dage har ja-siden fået vind i sejlene og derfor foreslået Gibson som kandidat til posten som premierminister.

Mest troværdige leder
“Selvom han er født i USA og opvokset i Australien, må vi indrømme, at Mel Gibson fremstår som langt den mest troværdige leder af Skotland,” udtaler viceførsteminister Nicola Sturgeon fra Scottish National Party, der sammen med andre partier og organisationer står bag Yes Scotland-kampagnen.

Sturgeon påpeger, at hvis Skotland bliver selvstændigt, vil en stærk leder være afgørende for, om den skotske befolkning føler tillid til den nye regering:

“I Braveheart viser Mel Gibson meget tydeligt, at han har evnerne og viljen til at frigøre Skotland fra tyranni, score adelige kvinder og råbe meget højt med blå farve i ansigtet. Alt sammen vigtige punkter i en kommende skotsk regering.”

Skræmmende mand
Også Skotlands nuværende førsteminister, Alex Salmond, er villig til at overdrage posten til Mel Gibson.

“Måske har jeg lidt mere erfaring med skotsk politik end Hr. Gibson, men det ville jeg slet ikke turde at nævne. Jeg har set The Passion of the Christ, og den mand er altså en smule skræmmende,” siger Salmond, der opnåede en tilfredshedsrate på 38 % i den seneste meningsmåling, mens Mel Gibson fik 93 %, og energidrikken Irn-Bru toppede med 98,5 %.

Den 58-årige stjerne selv ønsker ikke at svare på tilbuddet, inden afstemningen har fundet sted, men har tidligere udtalt om Skotland:

“Smukke landskaber, men en kedelig mangel på enhjørninger, selvom det er deres nationaldyr. Desuden maler meget få skotter sig rent faktisk blå i hovederne, men bruger i stedet tiden på at drikke og skælde ud på Margaret Thatcher, selvom hun er død.”