Muslimsk teologi tager et stort spring fremad, nu hvor en britisk imam har erklæret den omstridte klædeskik halal. Rabbinere overvejer at analysere samme problem.

“Og faderen påhviler deres underhold og iklædning, på passende vis. Ingen sjæl er bebyrdet ud over sin evne.”

Den britiske imam Mohammed Yusuf læser myndigt op fra Koranen. Verset stammer fra den hellige bogs anden sura (kapitel, red.) og udgør en del af det materiale, som den anerkendte imam har brugt for at finde svar på et presserende spørgsmål for moderne muslimer:

Er det halal (tilladt for muslimer, red.) at gå med sokker i sandalerne?

Efter flere års studier kan Mohammed Yusuf svare ja. Den omstridte klædeskik er absolut halal.

Dæk din skam med tøj
“Koranen nævner ikke direkte sokker i sandalerne, men Allah har i sin nåde givet os andre tegn, fx når han taler om beklædning generelt,” forklarer den 63-årige imam fra Bradford, der begyndte at interessere sig for emnet, fordi han ikke følte, at spørgsmål om Guds plan og menneskets frie vilje gav ham udfordringer nok.

“I Koranen taler fortæller Allah menneskene, at de skal dække deres skam med tøj, men at retfærdighedens klædning er den bedste. Det tolker jeg som, at Allah lægger større vægt på indre værdier end på det faktum, at sokker i sandalerne er en æstetisk forbrydelse,” mener imamen.

I Danmark er imam Abdul Abu Mansur begejstret for udmeldingen.

“Ofte spørger muslimske mænd mig om netop dette problem; de er bange for, at sokker i sandalerne er haram (forbudt eller syndigt, red.), fordi det ser så stygt ud. Samtidig oplever de, at beklædningen giver god luft til tæerne, uden at ens fødder fryser,” forklarer Abdul Abu Mansur.

Rabbiner vil også analysere
Mohammed Yusufs tolkning har også nået USA, hvor ortodokse rabbinere har ladet sig inspirere.

“Vi har studeret Talmud (jødisk lovtekst, red.) i flere tusind år, men aldrig spekuleret på, om sokker i sandalerne er kosher (tilladt for jøder, red.). Det er et uhyre vigtigt spørgsmål,” mener Abraham Liebow, der leder en synagoge i Brooklyn og planlægger at fordybe sig i problemstillingen meget snart:

“Når jeg finder ud af, om Gud er OK med, at jeg spiser chips med baconsmag, der ikke indeholder rigtig bacon, kaster jeg mig over sokkerne!”