Foto: Jens Hilligsøe, Flickr

Foto: Jens Hilligsøe, Flickr

I et forsøg på at skabe fred har den svenske regering anerkendt bydelen som selvstændig stat. Israel fordømmer beslutningen og truer med missiler.

“Vi vælger ikke side, men står sammen med alle dem, der ønsker en fredelig løsning.”

Sådan begrunder den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, sin regerings beslutning om at anerkende den aarhusianske bydel Gellerup som selvstændig stat.

Området har længe figureret prominent i kedelige statistikker over kriminalitet og arbejdsløshed, ligesom politi og brandvæsen har haft problemer med beboerne. Integrationsprojekter og sociale tiltag har ikke hjulpet, og det har fået mange udenrigskorrespondenter til at karakterisere konflikten som uløselig.

Sætte gang i fredsproces
“Måske kan vores beslutning om at tage Gellerup alvorligt sætte gang i en fredsproces,” udtaler Margot Wallström og påpeger, at Gellerup lever op til de folkeretlige kriterier for en selvstændig stat:

“De har et afgrænset territorium, en befolkning og en klar ledelse i form af et tokammersystem, hvor det ene kammer består af imamer, der er tilknyttet moskéen på Grimhøjvej, og det andet kammer udgøres af en gruppe yngre mænd, der er beskæftiget i rusmiddelsektoren.”

Borgmester er antisemit
I Israel ser man ikke med milde øjne på Sveriges beslutning og betragter anerkendelsen af Gellerup som en klar trussel mod det jødiske land.

“Svenskerne spytter på os ved at respektere denne aarhusianske udbrydergruppe af terrorister, hvis had mod Israel er velkendt. Men vi vil benytte vores ret til at forsvare vores befolkning, også hvis det indebærer militær aktion i form af missiler,” udtaler premierminister Benjamin Netanyahu, der ikke vil tøve med at anklage Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard, for antisemitisme, hvis han ikke straks fordømmer Sveriges regering.

Omgivet af fjender
“Jeg kan også forstå, at alle Gellerups beboere er i stand til at bevæge sig frit ind og ud af området uden nogen form for sikkerhedskontroller, hvilket øger risikoen for terror betydeligt. Det er helt uacceptabelt,” fortsætter premierministeren, der planlægger at anmode om USA’s hjælp til at etablere en mur rundt om hele Gellerup.

“Det er ikke nyt, at vi skal forsvare os. Israel er omgivet af fjender,” slutter Netanyahu.