Foto: Tigateluloro, bigstockphoto.com

Foto: Tigateluloro, bigstock

Danske akademikere har formået fuldstændig at udrydde global terrorisme ved på snedig vis at omdefinere begrebet.

En række danske akademikere med baggrund i filosofi og idéhistorie har helt udslettet truslen fra international terrorisme. Det er sket ved at skærpe kriterierne for, hvad der kan betegnes som terror i en sådan grad, at ingen handlinger længere lever op til betegnelsen.

Ikke nok med, at terror er blevet afskaffet. Også en lang række tidligere angreb, der blev betragtet som terror, fx angrebene 11. september 2001 og Anders Breiviks mord på Utøya, kan man nu med sindsro opfatte som udslag af simpel kriminalitet, dårlig integration eller psykosociale forhold.

Skal tale i helsætninger
Det fortæller filosofiprofessor Ole Thyssen fra Copenhagen Business School, der har stået i spidsen for den arbejdsgruppe, der aflivede terrorens svøbe:

“For at en handling skal kvalificere sig til at blive betegnet som terror, skal gerningsmanden mindst have udformet et manifest på 300 sider, som ville kunne forsvares mundtligt til mindst et firtal på en professionsbacheloruddannelse.”

“Her ville Breivik muligvis kunne bestå terrortesten, men eftersom det også er et krav, at mindst 80 % af manifestets indhold er originalt, ville Breivik, der kopierede store dele af sit manifest, dumpe her,” forklarer Ole Thyssen og fortæller, at gerningsmændene bag langt de fleste selvmordsbomber og angreb end ikke ville kunne redegøre for egne motivationer i sammehængende helsætninger, hvorfor de åbenlyst slet ikke nærmer sig kategorien terror.

Akademikere har sejret
Heller ikke personer, der tidligere i deres liv har begået ting, som er i modstrid med den ideologi, i hvis navn de begår forbrydelser, kan betegnes som terrorister.

“Breivik troede jo slet ikke på Gud, og flere af attentatmændene fra 11. september var jo på stripbar kort inden angrebet, hvorfor det naturligvis heller ikke var terror, men en diffus form for utilpasset adfærd,” jubler han og afslutter:

“Grundlæggende har vi akademikere gjort det, som hverken militær, efterretningstjenester eller sociale indsatser har formået, nemlig fuldstændig at afskaffe terror. Så nu må det være slut med påstande om, at humanister er verdensfjerne og nytteløse!”