Foto: gstockstudio. Bigstock

Foto: gstockstudio. Bigstock

I lighed med sidste år og årene før var Torben Pedersen glad og overrasket over at få så mange hilsener fra sine Facebookvenner på sin fødselsdag.

“Nej, se nu der! En hilsen mere!” udbryder en den nu 34-årige revisor Torben Pedersen. Han er netop mødt op på arbejdet og vil lige tjekke sin Facebookprofil, før han begynder at lave noget.

“Da jeg tog hjemmefra, var der 29 hilsener. Nu er der 68 – det havde jeg slet ikke set komme,” siger han og kan slet ikke få armene ned.

Men arbejdet kalder, og Torben Pedersen lukker modstræbende fanen, hvor notifikationerne om nye hilsener fortsat tikker ind.

Som sidste år
Samme aften møder RokokoPosten atter Torben Pedersen, der har tilbragt dagen i selskab med kolleger, familie og venner.

“Jeg har fået mange, gode gaver,” fortæller han, før han atter åbner Facebook.

Smilet bliver stort, da det går op for Torben, at flere end 300 af hans Facebookvenner har sendt ham en hilsen.

“Jeg bliver så rørt. Hvor er det sødt. Nogle af dem kender jeg ikke engang,” siger han og fortæller, at det hele minder meget om sidste år og årene før det.

“Den eneste forskel er, at jeg får flere og flere Facebookvenner og dermed også flere og flere hilsener. Men det kommer bag på mig hvert eneste år, at så mange reagerer på den der notifikation om, hvem der har fødselsdag,” tilføjer han.

Svært at finde ord
Det er ved at være sengetid, men Torben Pedersen vil lige overveje, om han skal takke for hilsenerne allerede nu, eller om han skal vente til dagen efter.

“Måske skal jeg lige sove på det. Det er svært at finde ord,” siger han og tilføjer:

“Hvis jeg venter, får flere af mine Facebookvenner lejlighed til at skrive en hilsen. Omvendt er der altid nogle, der først sender deres hilsen, når de ser takkeopslaget, så jeg risikerer at bringe nogen i forlegenhed over at være en dag for sent på den.”

Han beslutter sig for at vente. Så har han bedre tid til at overveje, hvordan hans takkehilsen skal formuleres.

“Sidste år indledte jeg med ‘tusind tak’. Måske skal jeg skrive ‘af hjertet tak’ i år? Jeg vil så gerne have, at de ved, at hver eneste hilsen går direkte i hjertet. Det betyder nok især noget for dem, der ikke kender mig personligt,” slutter han.