Foto: Elnur, Bigstock

Foto: Elnur, Bigstock

I seng uden aftensmad, mener Morten Østergaard. For strengt, mener Pernille Skipper. For slapt, mener Pernille Vermund.

At lade IS-krigere med dansk statsborgerskab vende tilbage til Danmark er ikke ensbetydende med, at man bifalder deres handlinger. Det mener Morten Østergaard (R), der tværtimod understreger, at vi i Danmark bedre end andre steder kan få krigerne til at forstå, at det, de har gjort, ikke er okay.

“Andre steder i verden er der mennesker, der synes, at sådan noget, som de har gjort, må man godt gøre. Derfor er det vigtigt, at vi får dem tilbage. Ikke for at beskytte dem, men simpelthen for at sikre os, at de mærker konsekvenserne af deres handlinger,” siger han og fortsætter:

“Personligt synes jeg ikke, det er for meget forlangt, at de skal gå på hovedet i seng uden aftensmad. Det mener jeg, også hvis de kommer en fredag og derfor går glip af fredagsslik.”

Skal ringe og sige undskyld
Enhedslistens Pernille Skipper er enig med Østergaard i, at IS-krigerne skal hjem. Hun mener dog, at det er for strengt ikke at lade dem spise.

“Man bliver ikke et bedre menneske af at sulte. Vi skal tænke helt anderledes,” siger hun, men medgiver, at det er i orden at tage fredagsslikket fra dem.

“Den bedste løsning er for mig at se at få dem til at ringe og sige undskyld til dem, de har været lede over for – eller deres familier, hvis de direkte ofre ikke overlevede,” siger hun.

Alternativets Uffe Elbæk kan godt lide Pernille Skippers forslag, men tilføjer, at det er vigtigt, at de ikke bare gør det, fordi de bliver tvunget til det.

“De skal fortryde sådan rigtigt for alvor, ama’r halshug,” siger han.

I praktik som grisepassere
Pernille Vermund (NB) mener derimod, at Morten Østergaards forslag er alt for slapt.

“Hvis de skal til Danmark, hvilket jeg ikke synes, de skal, er det slet ikke nok at sende dem i seng uden aftensmad. Står det til mig, skal de tvinges ud i en meget lang praktik som grisepassere,” siger hun.

Kristian Thulesen Dahl (DF) mener også, at Østergaards linje er for slap, men synes, at Vermunds forslag er ugennemtænkt.

“Vi skal ikke sende et signal om, at det er en straf at passe grise,” siger han og foreslår i stedet, at alle hjemvendte IS-krigere skal bidrage til en bog med Muhammed-tegninger.