Foto: Ocus Focus, Bigstock

Foto: Ocus Focus, Bigstock

Man behøver ikke være muslim for at være terrorist, siger den 43-årige John, der er ikke-praktiserende medlem af Folkekirken og går ind for politisk vold og hærværk.

“Mit forhold til religion er nok som de fleste danskeres. Jeg er døbt og konfirmeret, og så har jeg været til min nevøs barnedåb. Men til daglig tænker jeg ikke så meget over Gud, og jeg går kun i kirke juleaftensdag, mest for min gamle mors skyld,” siger John, der ønsker at holde sit efternavn anonymt.

RokokoPosten møder ham i et fredeligt rækkehus et sted i Jylland, hvor John bor med sin hund, mens han planlægger et bombeangreb.

“Jeg vil gerne gøre opmærksom på, hvordan folketingspolitikerne behandler den almindelige borger. De snyder og lyver, samtidig med at de hvert år kan hæve en fed pension. Det er ikke i orden,” siger den 43-årige håndværker og tilføjer, at der ikke nødvendigvis skal komme nogen til skade ved angrebet:

“Det bliver nok noget med at bombe nogle store, vigtige bygninger midt om natten. Men hvis der kommer nogle mennesker forbi, ja, så kan jeg ikke garantere, at der ikke sker dem noget.”

Jesus og politikerlede
John ønsker dog ikke kun at skræmme Folketinget, men også nedbryde fordomme om, hvordan en typisk terrorist ser ud.

“De fleste forestiller sig en langskægget islamist med bombebælte og kalifatdrømme. Men vi er altså også nogle stykker, der bliver motiveret af en ubestemt og ikke-praktiserende kristendom kombineret med generel politikerlede,” siger han og tilføjer, at han dog ikke har nogen vision om et kristent idealsamfund, som hans terror skal fremme:

“Hvis mine handlinger kan få eliten til at behandle andre, som de selv vil behandles, ville det være fint. Det var vist også det, Jesus sagde, ik’?”

Forfriskende med kristen
I det københavnske integrationsnetværk Ræk Hånden Ud ser man Johns initiativ som en kærkommen afveksling fra de mange salafister, som rekrutterer på Nørrebro.

“Jeg kender alle deres argumenter ind og ud, så det kan blive lidt monotont at skulle fortælle dem, at man ikke gider til Syrien. Det kunne være forfriskende, hvis en kulturkristen i stedet forsøgte at overbevise mig om, at jeg skulle ofre mig, fordi det er rart med kærlighed, og Jesus var en fin fyr,” siger formand Latifa Awaad.