Foto: Javier Brosch, Bigstock

Foto: Javier Brosch, Bigstock

RokokoPosten har bedt teolog Gorm Schrøder svare på et spørgsmål fra en læser, der gerne vil vide, om det er tilladt at medbringe en hund, når man dør og kommer i himlen.

Kære RokokoPosten

Jeg længe forgæves forsøgt at få svar på et presserende spørgsmål. Jeg har stillet det til adskillige spillemænd på markedspladser, hvor jeg gennem tiden er kommet med min lille hund, men jeg har aldrig fået et udførligt svar. Nu håber jeg, at I kan hjælpe.

Mit spørgsmål går ud på, hvad der sker, når Vorherre slukker livets flamme, og man skal forlade denne jord. Må man så tage hunden med sig ind i himlen? Jeg har nemlig en, som er så sød og har været min bedste ven. Den er også klog og fin – og den har lige været i bad.

Hvis I kan svare på mit spørgsmål, bliver jeg glad.

Med venlig hilsen
Den forsagte


Kære forsagte

Det er et godt spørgsmål, du stiller. Teologer har diskuteret det gennem mange århundreder, for Bibelen giver ikke noget entydigt svar. Nogle mener, at dyrene ikke har en sjæl og dermed heller ikke har plads i himmeriget. Andre argumenterer for, at der i himmeriget er ideelle livsbetingelser, og derfor må der nødvendigvis være dyr – og hvorfor så ikke de kæledyr, som mennesker har elsket og taget sig af?

I nyere tid har vi dog lært, at svaret ikke skal findes i Bibelen, men derimod i det cirkulære, der blev udsendt fra Himmeriget af Sankt Peter i 1984. Heri fremgår det tydeligt, at gæster er velkomne til at medbringe kæledyr, hvis visse betingelser er opfyldt:

  • Rovdyr skal føres i snor og evt. have mundkurv på
  • Dyret skal være nyvasket og i øvrigt fremstå æstetisk forsvarligt
  • Hunde skal være vaccineret mod hundesygevirus, parvovirus, smitsom leverbetændelse, parainfluenza, leptospirose og rabies
  • Ejere af dyr, der ikke kan besørge i en kattebakke eller lignende, skal medbringe poser til opsamling af ekskrementer. Poserne skal bortskaffes i de dertil opstillede affaldsbeholdere

Du nævner, at din hund lige har været i bad, så du burde nemt kunne tage den med, hvis blot du medbringer poser og sørger for, at den er vaccineret. Jeg anbefaler desuden, at du medbringer en snor, for selvom din hund er lille, klog og sød, så ved man aldrig, hvordan den reagerer på miljøskiftet.

Med venlig hilsen
Gorm Schrøder, teolog