Foto: Richard McMillin, Bigstock

Foto: Richard McMillin, Bigstock

Meteorologerne anbefaler alle at holde sig væk fra tv, webaviser og sociale medier, da en voldsom shitstorm forventes at ramme Danmark i løbet af weekenden.

Shitstormen Mette er på vej til Danmark. Ifølge prognoserne vil den først hærge Facebook og Twitter og derfra brede sig til andre sociale medier, webaviser og enkelte tv-kanaler som TV 2 News.

“Det ser ud til, at det kommer til at gå værst ud over Facebook, som forventes at blive ramt med en vindstyrke på op til 11,” siger meteorolog Anna Bertelsen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Det betyder, at Mette vil være så allestedsnærværende på Facebook i store dele af weekenden, at det kan være svært at finde ly. Anna Bertelsen anbefaler derfor, at man helt holder sig væk.

Lyt til P1
Hvis man er nødt til at bruge medier i løbet af weekenden, anbefaler Anna Bertelsen, at man holder sig til Danmarks Radios P1. Weekendavisen forventes også at gå nogenlunde fri af stormen, mens tv-stationen TV 2 News og radiostationen Radio24syv kan blive ramt med vindstyrker på op til 9.

“Det vil sige, at det er mere sikkert at færdes der end på Facebook og de andre sociale medier, men det er stadig tilrådeligt at holde sig væk. Er man uheldig, risikerer man at få tudet ørerne fulde,” siger Anna Bertelsen.

Til sammenligning fortæller Anna Bertelsen, at den nyligt overståede shitstorm, Lars, ikke nåede højere op end vindstyrke 8, hvor den var værst. Alligevel rapporteres der om adskillige tilfælde af forhøjet blodtryk og folk, der fik kaffen galt i halsen.

Vær sammen
Hvor private kan tegne forsikringer mod almindelige stormskader, findes der kun shitstormforsikringer for virksomheder. Derfor er det bedst helt at holde sig fra alle typer medier, hvis man vil være sikker på ikke at blive revet med af Mette.

Familiepsykolog Grethe Madsen forudser, at det vil blive en udfordring for mange danskere, men anbefaler, at man bruger anledningen til i stedet at nyde samværet med sine nære.

“Vær sammen med nogen, du holder af. Spil nogle spil, tal sammen eller tag på udflugt og oplev noget sammen. Har man glemt, hvordan man gør, kan man spørge et ældre familiemedlem, der stadig kan huske den tid, hvor alle ikke konstant havde næsen i en skærm,” siger hun.