Foto: Libertinus Yomango, Flickr
En 32-årig dokumentarfilminstruktør og performancekunstner er dybt beskæmmet over ikke at kunne mønstre nogen skam over tonen i dansk indvandrerdebat eller regeringens asylstramninger.
Namo Bierro har de seneste 14 år arbejdet på fuld tid i et kreativt spændingsfelt mellem kunst og dokumentarfilm og er blandt andet kendt for den poetiske hyldest til vestgrønlandsk fangerkultur og modedans fra firserne, Disko Bay Jazzballet samt lysinstallationen Traffic:Red/Yellow/Green.
En dyster hemmelighed
Men trods en imponerende karriere har Namo gennem længere tid båret rundt på en dyster hemmelighed, siger hun nu til RokokoPosten.
“Det er virkelig skamfuldt, men jeg har overhovedet ikke haft den mindste smule dårlig samvittighed over den danske asylpolitik. Selvom jeg har prøvet utrolig intenst på at føle et medansvar, fordi jeg jo også har et dansk pas, så lader det sig simpelthen ikke gøre,” forklarer hun.
“Det kan skyldes, at jeg faktisk ikke ved særligt meget om flygtningekrisen eller, at jeg ikke har stemt på nogen som helst ved sidste valg, da jeg var til prisuddeling i Bulgarien, mens det blev afholdt,” fortsætter hun.
Synes Støjberg er hot
Namo Bierro mener dog også, det kan skyldes, hun faktisk er et ondt menneske.
“Jeg har end ikke fældet en lillebitte tåre, mens flere af mine kolleger inden for både kunst- og mediebranchen har været interviewet til landsdækkende dagblade om deres skyld og skam og fortalt om det til flere internationale konferencer,” siger hun og fortæller, at den manglende skam giver hende en forfærdelig følelse af at være udenfor.
“Engang til en middag, hvor Ole Bornedal fortalte, at han fik kvalme af smykkeloven og faktisk græd en lille smule, mens han lavede en analogi til Goebbels, gik jeg min vej under påskud af at skulle kaste op. Men faktisk skulle jeg blot skulle pudse næse på grund af en træls efterårsforkølelse,” forklarer hun og tilføjer, at det endda bliver endnu værre.
“Faktisk synes jeg, at Inger Støjberg er ret hot. Og jeg er ikke engang lesbisk,” forklarer Namo Bierro og tilføjer, at hun rigtig gerne ville være det eller i det mindste bare en lille smule queer, hvilket det heller ikke er lykkedes hende at blive.
