Foto: Frankie Fouganthin, Wikimedia Commons

Foto: Frankie Fouganthin, Wikimedia Commons

Fund af olie under Grimhøjmoskeen ændrer regeringens fokus. I stedet for at undersøge, om moskeen kan forbydes, skrues der op for charmen af hensyn til erhvervslivets muligheder for eksport.

Senere i dag drager udenrigsminister Kristian Jensen (V) og erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) sammen med kronprinseparret og en delegation fra det danske erhvervsliv den lange vej fra København til den omdiskuterede Grimhøjmoské i det vestlige Aarhus. Det skyldes, at der tidligere på ugen blev fundet olie under bygningen. En værdifuld ressource, som tilhører moskeen, og som med et har gjort indehaverne til nogle af Danmarks rigeste.

Kritikere mener, at regeringen burde holde sig væk og i stedet holde fast i den hårde linje, der blandt andet udtrykkes i kirkeminister Bertel Haarders (V) kritik af moskeen og forsøg på at få den lukket.

Imidlertid udtaler Kristian Jensen, at man må opveje fordele og ulemper, og at et officielt besøg ikke betyder, at man blåstempler moskeens praksis.

Siger helt sikkert ord!
“Jeg vil helt sikkert kræve en kritisk dialog med lederne af moskeen, ligesom den, jeg havde med ministeren i Saudi Arabien,” lover udenrigsministeren og henviser til, at han til en pressekonference under det omstridte besøg i Saudi Arabien udtalte, at Danmark ikke går ind for dødsstraf, og at han syntes, Saudi Arabien skulle holde op med at overtræde menneskerettighederne.

“Som jeg også sagde dengang, er jeg helt sikker på, at de lytter, når man siger kritiske ord til dem. Det kan godt være, at det ikke skaber forandringer her og nu, men jeg har plantet et frø, som nu ligger og spirer,” vurderer han.

Penge er penge
Troels Lund Poulsen tilføjer, at penge er penge, og at det vil være godt for det danske samfund generelt, hvis Grimhøjmoskeens indbyggere fremover vil handle med det danske marked.

“Hvis vi kan gå ind og konkurrere med stærke, økonomiske kræfter som Bazar Vest, vil vi vinde meget for det danske samfund,” siger han og påpeger, at en handelsaftale kan være med til at sikre menneskerettighederne.

“Hvis vi kan gøre dem afhængige af vores oste og Danone-yoghurt, bliver de mere villige til at tilpasse sig en vestlig levevis. Det ser vi jo tydeligt på et land som Saudi Arabien,” slutter han.