Foto: Voy, Bigstock

Foto: Voy, Bigstock

Mads kunne ikke selv regne ud, hvorfor kæresten Nete var sur i går. Men heldigvis stod videnskaben på spring med en forklaring.

“Det burde du virkelig selv kunne regne ud!”

Sådan lød ordene, da 30-årige Mads Clausen forsigtigt spurgte sin kæreste, den 27-årige Nete Børglum, hvorfor hun var sur. Men selvom han virkelig anstrengte sig, kunne han ikke komme i tanke om, at han havde gjort noget forkert. Han måtte derfor ty til videnskaben, som heldigvis hurtigt havde et svar parat til ham.

Binyre-amok
Adfærdsbiolog Svante Carlsson forklarer:

“Der skete det, at en stimulus fik Netes hjerne til at opfatte noget som en fare. Herefter gik hendes krop i alarmberedskab ved blandt andet at få hendes binyrer til at gå amok og udskille store mængder adrenalin. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, og hendes blodtryk steg.”

Han siger endvidere, at det undrer ham, at Mads ikke kunne regne ud, at det var derfor, Nete blev sur:

“Det er jo altid fordi, kroppen reagerer på den måde, at vi bliver sure. At være sur er nemlig bare et udtryk, vi bruger, for netop den fysiologiske reaktion. Hvis nu den pågældende stimulus havde fået Netes krop til at udskille endorfin eller dopamin, var der til gengæld tale om det, vi omtaler som at blive glad. Det er faktisk ret simpelt.”

I hvert fald ikke derfor!
Mads Clausen tog straks videnskabens ord til sig og fremlagde dem for Nete. Hun mente dog, at det i hvert fald ikke var derfor, hun blev sur.

Til RokokoPosten afslører hun, at det var fordi, Mads bare havde mumlet “det lyder da træls”, da hun fortalte om en konflikt, hun havde på arbejdet.

“Han spurgte slet ikke ind eller gav mig et knus. Og jeg har sagt til ham en million gange, at det skal han altså gøre,” beklager hun.

Nete tager dog fejl, påpeger Svante Carlsson:

“Det er jo blot den eksterne stimulus, hun taler om der. Men det er langt fra givet, at en krop reagerer sådan på de ord, som Netes gjorde. Talrige undersøgelser viser, at det er en højst aparte reaktion, og faktisk er det mest normale, at man reagerer med det, der kan betegnes som ‘mildt anerkendende ligegyldighed’. Så Nete må nok gribe i egen barm og overveje, hvorfor hendes krop bærer sig så besynderligt ad.”