Foto: Uatp1, Bigstock

Foto: Uatp1, Bigstock

“Teltene har moderne faciliteter og sikrer, at Venstreflygtningene ikke generer lokalsamfundet ved at arbejde for andre partier,” siger Inger Støjberg om interneringen af Jens Rohde og Kåre Traberg Smidt.

Den hvide teltdug flaprer voldsomt i den stærke blæst, og af til rammer et vindstød med så stor styrke, at hele teltet er ved at tippe. RokokoPosten vover sig ind i den nødtørftige bolig, hvor Jens Rohde og Kåre Traberg Smidt har opholdt sig siden deres exit fra partiet Venstre.

“Det stormer udenfor, men herinde har vi det egentlig fint og lunt,” siger Jens Rohde, der for lidt over en uge siden erklærede, at han ville skifte parti til Radikale Venstre.

Fire dage senere valgte regeringen, der udelukkende består af Venstrefolk, at internere ham og endnu et tidligere Venstremedlem, Kåre Traberg Smidt (Å), i en særlig teltlejr for politiske flygtninge, der ligger på Bornholm.

Stuetemperatur i teltet
“Det er nogle udmærkede telte, som danske soldater også har boet i, så de må være gode nok til Kåre og Jens,” siger integrationsminister Inger Støjberg og tilføjer, at Venstreflygtningenes telt har alle moderne faciliteter og er opvarmet til stuetemperatur.

Desuden passer teltet godt ind i det bornholmske lokalsamfund, idet de to politikere ikke har mulighed for at bevæge sig uden for området, påpeger ministeren:

“Man kunne forestille sig, at Kåre og Jens pludselig begyndte at genere lokalbefolkningen ved at tale grimt om Venstre eller tegne hadefulde tegninger. Den form for ballade undgår vi ved at holde dem i lejren.”

Måske grænsekontrol
Støjberg glæder sig over, at der endnu kun er tale om to flygtninge, men tilføjer, at regeringen vil indføre grænsekontrol, hvis strømmen bliver større.

Konservative gjorde det i oktober, og vi mener ikke, at det er i modstrid med nogen konventioner,” siger hun.

De to mænds status er endnu uafklaret, da regeringen skal afgøre, om Traberg Smidt og Rohde flygter fra et krigsramt område, hvilket Inger Støjberg dog tvivler på.

“Der er absolut fred og ro her i Venstre. Det har Lars Løkke Rasmussen sørget for gennem det uproblematiske dobbelte formandskab med Kristian Jensen og regeringens åbne og ydmyge forhold til den danske befolkning,” slutter hun.