Foto: vchal, Bigstock

Foto: vchal, Bigstock

Sara er hende, der smiler meget, men måske på en træls måde. Jens er ham, der vist engang sagde noget klamt til en julefrokost, og Rikke er hende med de store regnskaber. Tines mand, Lars, er dog en smule usikker på resten af sin kones kolleger.

“Men egentlig er han jo meget sød, og man kan i hvert fald ikke sige, at han er doven.”

Sådan sluttede Tine Nielsen en længere anekdote om sin kollega, Jens, i går aftes, da hun og hendes mand, Lars, så første afsnit af Den store bagedyst. Historien handlede om, hvordan Jens vistnok engang havde sagt noget lidt ubehageligt til en anden kollega, Monica, under en våd julefrokost. Monica havde dog muligvis selv startet ved at lægge an på Jens, og hun har en tendens til at overdrive, når hun refererer fra firmafesterne. På den anden side har Tine oplevet, at Jens flere gange har kigget på hendes bryster.

“Alt i alt var jeg virkelig forvirret: Var Jens en af de onde eller en af de gode?” spørger Lars Bjerre og konkluderer: “Jeg kan ikke holde styr på det længere. Jeg giver op.”

Jens er lidt tricky
Tine Nielsen insisterer dog på, at det faktisk overhovedet ikke er svært at hitte rede i de interne forhold på hendes arbejdsplads.

“Jens er måske lidt tricky, men resten er altså supernemt: Sara smiler meget, nogle gange på en lidt træls, passivt-aggressiv måde, men sagde også nogle rigtig søde ting til mig, da jeg meldte mig syg med stress for et år siden. Til gengæld var Monica den eneste, der rent faktisk hjalp mig med nogle konkrete arbejdsopgaver, da jeg havde det værst. Monica er hende, der ikke altid holder sig til fakta, når hun fortæller, hvad der er sket til vores julefrokoster. Historien om Jens har jeg dog fået bekræftet fra Mikael,” siger Tine og tilføjer, at Lars i hvert fald kender Rikke rigtig godt.

Rikke med regnskaberne
“Det er rigtigt! Rikke er hende med de store bry… regnskaber! Hun er bogholder,” konstaterer Lars, men kan dog ikke vurdere, hvordan hans kone har det med Rikke.

“Der var vist noget med, at hun engang lavede en fejl, da hun skulle hjælpe Tine med noget, så det så ud som om, det var Tines fejl …” begynder han, hvorefter Tine afbryder.

“Nej nej, hun gentog en idé, jeg var kommet med under fire øjne, som om det var hendes egen. Heldigvis syntes vores chef ikke særlig godt om den, så der er det jo ret indlysende, hvad jeg synes om Rikke.”