Foto: Maglido Photography, Bigstock

Foto: Maglido Photography, Bigstock

Efter at amerikanerne i fredags gik Black Friday-amok, har en aktivistgruppe forlangt, at dagen skal omdøbes. God idé, mener Afro Empowerment Center i Danmark og foreslår at kalde shoppefesten for Afrodansk Lørdag.

Fladskærme, lingeri og andre tilbudsvarer fløj i fredags over disken, da man i USA holdt Black Friday, som er dagen efter Thanksgiving og traditionelt en meget travl dag for detailhandlen.

Nu protesterer en amerikansk aktivistgruppe imidlertid over navnet og ønsker dagen omdøbt til African-American Friday.

“Vi vil ikke finde os i, at tøjbutikker, supermarkeder og elektronikforhandlere approprierer ordet ‘black’, som om det var deres eget, og bruger det på en indforstået og afslappet måde uden at vedkende sig ordets problematiske og nuancerede historie,” lyder det fra African-American Association for Black Alliances and Affirmative Action Loyalty (A-AABAAL).

Spendy Friday
Organisationen er imidlertid klar over, at det ville blive vanskeligt helt at afskaffe dagen eller give den et mindre stødende navn, fx Big Shopping Day eller Spendy Friday, og har derfor foreslået African-American Friday som et kompromis.

“Hvis mit folk absolut skal forbindes med overforbrug, massehysteri og tom kommercialisme, skal det ske på en respektfuld og historisk bevidst måde,” siger A-AABAAL’s talskvinde LeTonya Williams, der udnyttede fredagen til at anskaffe sig en ny vaskemaskine, overtøj og et par lækre parfumer fra Marc Jacobs, der var sat ned med 45 procent.

Afrodansk Lørdag
I Danmark, hvor Black Friday også blev fejret med massiv shopping landet over, er organisationen Afro Empowerment Center begejstret for A-AABAAL’s udmelding.

“Herhjemme kunne vi omdøbe dagen til Afrodansk Fredag, så vi respekterer afrodanske rødder og ikke bare fokuserer ensidigt på hudfarve,” lyder det i en pressemeddelelse, hvor man desuden foreslår at flytte de mange tilbud til dagen efter.

“Fredag var jo det navn, som Robinson Crusoe gav den sorte mand, han mødte på sin øde ø, og er derfor i sig selv en art slavenavn. Afrodansk Lørdag er til gengæld en shoppedag, som inkluderer alle,” siger Afro Empowerment Center.