Foto: Nosyrevy, Bigstock

Det bliver desværre ikke jul i år, da muslimerne har spist julehjælpen, bortført julemanden, dræbt nisserne, sat ild til juletræerne og smeltet sneen.

De fleste danskere har glædet sig til en dejlig jul med familien, dans om juletræet og god mad. Men i dag kan RokokoPosten afsløre, at det desværre ikke bliver til noget. Og det er muslimernes skyld. Via en tilsyneladende velkoordineret islamisk plan er stort set alle julens kendetegn blevet enten stjålet eller ødelagt.

Julemanden bortført ved Lyngby Storcenter
Angrebet på julen blev indledt klokken 15.15 mandag eftermiddag, da flere medlemmer af gadebanden Loyal to Familia i samarbejde med en imam bortførte julemanden fra parkeringspladsen foran Lyngby Storcenter.

“Jeg kom tilfældigt forbi, da jeg så julemanden i sin kane. Pludselig bliver der råbt ‘Allahu akbar’, og en masse unge med rygmærker kører ind foran kanen, hiver julemanden ind i en sort kassevogn og kører væk i høj fart,” siger den 32-årige Per Madsen.

Ikke nok med, at julemanden er bortført. Fra Grønland forlyder det, at muslimer har dræbt samtlige nisser i julemandens værksted i en serie koordinerede angreb, hvorfor al legetøjsproduktion er indstillet på ubestemt tid.

Overalt i danske kirker har muslimer også spist al julehjælpen. I Storarden Kirke i Himmerland oplevede menighedsrådet, hvordan muslimer ankom i stort tal.

“Nogle kom i to BMW’er, mens andre kom med toget nede fra Aarhus, og så spiste de simpelthen det hele, også den sukkerstok, vi havde gemt til Lille Tim, der har tuberkulose. Ja, selv flæskestegen, som de sagde, det var ok at spise på grund af taqiyya,” siger menighedsrådsformand Berit Hvid med henvisning til en særlig muslimsk skik, der tillader muslimer at gøre alt mulig dårligt, når det går ud over kristne.

Også juletræerne blev hårdt ramt, da store flokke af muslimer opsøgte plantager og salgssteder overalt i Danmark. Her overhældte de træerne med benzin og satte ild til, mens de lo på en ond måde.

Har aflyst den hvide jul
Selv den hvide jul kan man skyde en hvid pind efter, da flere muslimer har brugt deres forbindelser i de varme lande til at smelte al sne.

Indtil videre er der ingen pålidelige information om, hvorfor muslimerne har valgt at stjæle julen, omend flere kilder siger til RokokoPosten, at de har gjort det, fordi muslimerne er meget onde og grusomme.

Det er dog lykkedes at få en enkelt kommentar fra den 16-årige Walid fra Nørrebro.

“Walla, jeg siger til dig, det med at spise god mad i familiens skød, det lyder altså pisseklamt,” siger han og vifter med sin krumsabel.