Foto: monti livio, Bigstock

“De færreste kendte ham, som jeg gjorde,” siger Jens Nielsen, der for tre år siden vekslede et par ord med en nyligt afdød kendt dansker i supermarkedet.

“Han lod mig komme foran i køen, selvom det egentlig var hans tur. Sådan et menneske var han: ærlig og generøs,” siger Jens Nielsen om det rørende og mindeværdige møde med en meget kendt mand, der for nylig er afgået ved døden.

“Lige så snart jeg hørte om hans bortgang, kom jeg i tanke om vores sammenstød i Kvickly. Hvordan vi nærmest blev venner, da en ny kasse åbnede,” husker den 42-årige københavner, der havde fulgt den kendte mands karriere i mange år og mener, at de to havde et særligt forhold.

“De fleste kendte ham jo ikke, som jeg gjorde. De havde ikke prøvet at stå bag ved ham få skridt fra kassebåndet og opleve, hvordan han reagerede i en presset situation.”

Nede på jorden
Jens Nielsen husker mødet i detaljer: Hvordan han den dag skulle købe ind til en pastaret, sin datters livret, men ærgrede sig, fordi der ikke var mere af den gode bacon tilbage.

“Jeg stod i køen og spekulerede på, om jeg skulle cykle i Føtex eller lade mig nøje med den dårlige bacon, da den kendte mand pludselig vendte sig om. Jeg genkendte ham med det samme, men lod mig ikke mærke med det; han skulle have lov til at være et privat menneske.”

Køen var lang, og efter et par minutter spurgte en kvinde, om ikke de kunne åbne en kasse mere.

“Den kendte virkede ligeglad. Det var som om, hans tanker gik i helt andre baner. Han var zen,” husker Jens Nielsen, der kom i tvivl om, hvad han skulle gøre, da en serviceassistent åbnede kassen ved siden af.

Uden tanke på sig selv
“Jeg begyndte at gå hen mod kassebåndet, men kiggede hele tiden på den kendte mand; han havde jo stået foran mig. Så vendte han sig igen, kiggede ned i min kurv og kunne se, at jeg kun havde pasta, fløde og bacon, mens han selv havde en hel vognfuld varer. ‘Bare gå foran,’ sagde han. Sådan var han: Altid villig til at lade andre komme først uden tanke på sig selv.”

Jens Nielsen betalte for sine varer, men følte ikke, at han bare kunne gå uden at markere sin taknemlighed.

“Jeg havde sagt tak én gang, men det var ikke nok. Så jeg kiggede på den kendte mand og sagde med et smil ‘Tak for forlommen’. Han smilede tilbage. Sådan vil jeg huske ham: altid smilende. Et stort menneske og en god ven,” slutter han.