Foto: Anastasia_vish, Bigstock

Foto: Anastasia_vish, Bigstock

En kosmetolog, der efter eget udsagn er “sidst i tyverne”, føler sig diskrimineret, fordi hun ifølge statens oplysninger netop er fyldt 40.

“Med alle de hudplejeprodukter og kosttilskud, jeg har brugt for at holde alderen på afstand, er det kun rimeligt, at mit CPR-nummer kan blive ændret, så det afspejler den alder, jeg har kæmpet så hårdt for at opnå,” siger kosmetolog Juliane Bendiksen fra Frederiksberg.

Hun blev dybt chokeret, da hun i sidste uge modtog et brev fra sit forsikringsselskab, hvori hun blev oplyst om, at hun fremover ville få en aldersrabat, fordi hun fyldte 40:

“40 år! Hvad bilder de sig ind? Jeg ringede selvfølgelig straks, men de henviste bare til, at de sidste to cifre i første del af mit CPR-nummer er 79, for det betyder åbenbart automatisk, at man fylder 40 i år.”

Sat i bås af staten
Ved hjælp af sin advokat har Juliane Bendiksen nu anlagt sag mod den danske stat, da det er den, der har bestemt, at alle borgere skal have et nummer, der definerer ens alder fra fødsel til død.

“Jeg vil ikke finde mig i, at staten sætter mig i bås på den måde. Det er en fuldstændig unødvendig indgriben i individets frihed. Så nu forlanger jeg erstatning for svie og smerte samt en mere fleksibel form for personregistrering,” siger hun.

Juliane Bendiksens advokat, Aia Özlem, udtaler til RokokoPosten, at der er tale om en vanskelig, men principiel sag.

Alder er ikke bare et tal
“At fastsætte et menneskes alder ud fra dets fødselsdato er en brutal tingsliggørelse af individet. Man gør alder til et simpelt tal, selvom der jo er tale om langt mere end det,” siger hun.

Juliane Bendiksen er glad for advokatens opbakning og har samme syn på alder:

“I min praksis som kosmetolog ser jeg hver dag, hvordan årene sætter sig forskelligt på folk. Jeg ser kvinder, der med deres CPR-nummer som argument hævder, at de er 35, selvom alt ved dem skriger, at de er tæt på 50. Omvendt kan man tage sådan en som mig. Ingen ved deres fulde fem vil sige, at jeg er 40 år,” siger hun og slutter:

“Jeg knokler hver dag for at forynge mig. Lige nu er jeg cirka 28 år, men jeg vil endnu længere ned. 20 år er passende for mig, og det burde staten være taknemmelig over, for så er der jo endnu længere til, at jeg skal pensioneres.”