Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

“Det er vigtigt at sætte sig nye mål i tilværelsen,” siger den tidligere LA-formand, der har oprettet virksomheden Bottleflipster, startet en blog og snart vil udbyde en masterclass i disciplinen.

Anders Samuelsen blinker til kameraet, hvorefter han kigger på postkassen. En halvt fyldt kildevandsflaske skyder op fra bunden af billedet, vender i luften og lander sikkert på toppen af den smalle kasse.

Klippet dukker op i en tre minutter lang video ved navn Bottle Flip Future, som Samuelsen i morges lagde op på sin nye YouTube-kanal Bottleflipster A/S.

“Det er lidt min egen spøg, for jeg har selvfølgelig ikke oprettet et aktieselskab, bare en enkeltmandsvirksomhed, men AS er jo mine initialer,” griner den 51-årige flaskekaster, der sidste uge tog konsekvensen af sit partis markante nedtur ved folketingsvalget og stoppede som formand for Liberal Alliance.

Fagligt mest kompetente bottleflipper
Han er dog allerede i gang med at planlægge sin fremtid, nemlig som verdensmester i bottle flip.

“Det er vigtigt at sætte sig nye mål i tilværelsen, og det at kaste en halvt fyldt flaske med vand, så den lander på smalle overflader på en sej måde er blevet mit nye formål,” siger Samuelsen, hvis virksomhed blandt andet skal stå bag bloggen Bottleflipster og udbyde en masterclass i bottle flip.

“Selvom jeg endnu ikke er i VM-klassen, sætter jeg mig som den måske fagligt mest kompetente bottle flipper i lærerstolen,” siger han, der vil tilbyde en uges undervisning i at håndtere en flaske, blandt andet ved at flirte med den.

VM-sejr er ultimativt krav
Indtil videre har tre mennesker meldt sig til kurset, hvoraf to er medlemmer af Liberal Alliances Ungdom. Samuelsen mener, at topskatten har indflydelse på den ringe tilslutning.

“Hvis folk havde lidt flere penge til sig selv, ville de have overskud til virkelig at dykke ned i det her,” siger han og tilføjer, at en guldmedalje ved det kommende VM i bottle flip er et ultimativt krav for, at han fortsætter med sporten.

“Jeg vinder den titel,” fortæller han RokokoPostens udsendte, mens han knuger om toppen af en halvt fyldt Evian-flaske.

“Du kan jo se mig i øjnene og se, hvor stålsat jeg er.”